Dyrenes Liv: I Pattedyr

168 DYRENES LIV der ikke frygter for at nærme sig Uhyret. Den sniger sig sagte hen til det, springer dristig lige ind i Gabet, bider om sig, borer sig ned gennem Svælget og sønderriver Krokodillens Hjærte; naar den saaledes har dræbt den, æder den sig, tilsølet af Blod, ud igennem Uhyrets Krop. Til andre Tider sniger den sig om og opsporer de Steder, hvor dette farlige Krybdyr har lagt sine talrige Æg; den kradser og skraber der saa længe, indtil den naar ned til dem i Dyndet, og æder eller tilintetgør dem alle, hvorved den bliver Menneskehedens Velgører.« — At Ægypterne har troet alle disse Fabler, og at de har meddelt de ovennævnte Forfattere dem, er utvivlsomt. Allerede for et Par Aarhundreder siden har flere Rejsende dog yttret Tvivl om den store Nytte, som Ichneumonerne skulde gøre. En udvoksen Faraorolte er en Del større end vor Huskat, men paa Grund af sine lave Ben forekommer den En mindre, end den virkelig er. Selv store Hanner er sjælden mere end 20 Ctm. høje over Skuldrene. Fodsaalerne er nøgne. Den lange Hale ender i en penselformig Haardusk og er ved Roden saa tykt behaaret, at den gaar jævnt over i Kroppen. Pelsen bestaar af tælle, rustgule Uidhaar, der skjules af 6—7 Tm. lange Dækhaar, som er sort- og hvidringede og ender med en lysegul Spids. Hele Pelsen faar en graagrøn Grundfarve, der falder nøje sammen med Dyrels Omgivelser. Ichneumonen lever i Afrika, Sydspanien og Vestasien. Den holder altid til i Lavningerne, og i Ægypten er dens egentlige Hjem Flodbreddernes Sivskove, hvor den danner smalle, omhyggeligt renholdte Stier, der fører ned til dybtliggende, underjordiske Boliger. I disse føder den ved Foraarstid 2—4 Unger, der efter lang Die-givning vejledes af begge de Gamle. Navnet Ichneumon, >den Opsporende«, fortjener Dyret i enhver Henseende. I Væsen og Færd ligner det i høj Grad Maaren, hvis ubehagelige Lugt, Tyvaglighed og Myrdelyst det ligeledes besidder. I Følge Brehms Iagttagelser gaar Ichneumonen kun paa Rov om Dagen; den æder Pattedyr saa store som Harer og saa smaa som Mus, og Fugle lige fra Gæs til den allermindste. Tillige fortærer den Slanger, Firben, Leddyr og sandsynligvis Frugter; den er forhadt, fordi den røver en Mængde Høns og Duer og navnlig plyndrer Hønsereder. Nytte gør den kun for saa vidt, som den ombringer en Del Slanger. Naar Ichneumonen gaar, ser det ud, som om den gled hen ad Jorden uden at røre et Lem. I Sommermaanederne træffes den sjældent alene men næsten altid familievis. Hannen gaar foran Hunnen, og efter denne følger Ungerne. De gaar saa tæl efter hverandre, at det ser ud, som om de udgjorde et eneste langt, slangeagtigt Dyr. Af og til standser Faderen, løfter Hovedet, spejder og vejrer med udspilede Næsebor. Hele Familien bærer sig ad som Hannen og undersøger de samme Musehuller som han. Ligesom vor Huskat bringer han Ungerne levende Mus, som han slipper