ForsideBøgerDyrenes Liv: I Pattedyr

Dyrenes Liv: I Pattedyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 526

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 536 Forrige Næste
ROVDYRENE 169 løs foran dem. Naar Ichneumonen gaar til Vandet for at drikke, lister den sig sagte frem paa Bugen og standser ved hvert Skridt; til sidst gør den pludselig et Spring ned til Vandet, ligesom om den styrtede sig over et Bytte. Det er øjensynligt, at den paa sine Jagtture ledes af Lugten. Af Pattedyr og Fugle udsuger den i Reglen kun Blodet og æder Hjærnen. Den dræber langt flere Dyr, end den kan fortære, og bliver derved ødelæggende for alt tamt Fjerkræ. Den skriger kun, naar den saares af en Kugle; ellers tier den, selv ved den smerteligste Lemlæstelse. I Parringstiden skal den dog udstøde en skarp, ensformig Piben. Næst efter Faraorotten er Mungo’en (Herpestes mungo) den mest bekendte Art. Den er betydelig mindre og er lys graalig med sølvglinsende Stænk. Forindien samt Ceylon er dens Hjem, og her er den æret og berømt for sine Kampe med Giftslanger. Trods sin ringe Størrelse — Kroplængden er kun 40—50 Ctm. — er den endog Brilleslangens Mester, takket være dens store Behændighed. Rigtignok paastaar de Indfødte og mange andre, at den efter Mungo. en Kamp søger Mod- gift mod Slangens Bid ved at æde en bitter Rod; men den udmærkede Indienforsker Blanford kalder den Historie ganske grundløs. Var den sand, maatte jo andre slangejagende Dyr være værgeløse, og desuden maatte man da antage, at Mungoen, i Bevidsthed om sit sikre Beskyttelsesmiddel, vilde angribe Giftslangen ganske i Blinde; men tværtimod maa man beundre, ikke alene dens Mod, men ogsaa den forbausende Behændighed, hvormed den forstaar at undgaa Slangens lynsnare Bevægelser, og den List, den lægger for Dagen under sine Angreb. Nej, det er foruden Smidigheden, dens under Kampen strittende, stive Haarlag og dens tykke Hud, der gør det saa svært for Slangen at bibringe den sin Gift. Lykkes imidlertid dette, saa dør Mungoen lige saa godt deraf, som ethvert andet Dyr, selv om Giften hos den synes at virke langsommere end hos andre Pattedyr af lignende Størrelse. En Iagttager af en Slangekamp paa Ceylon beskriver den saaledes: »Min Ven, Doktoren, slap en Brilleslange løs paa Gulvet; den