Dyrenes Liv: I Pattedyr

170 DYRENES LIV rejste Hovedet, udspilede Halsen og saa sig om med et døsigt Blik. Derefter tog han en halvvoksen Mungo, kælede for den og satte den ned nogle Skridt foran Slangen. Den fæstede sine smaa Øjne stift paa Slangen og nærmede sig den forsigtig; pludselig sprang den paa den, greb den med Tænderne i Hovedet, rystede den dygtigt og løb, bestandig knurrende og ruskende den, om i Salen med den, indtil Slangen var død.« I Halvfjerdserne indførtes Mungoen paa Jamaica og skal der have gjort for henved et Par Millioner Kroner aarlig Nytte ved at rense Sukkerrørsplantagerne for Rotter. Af alle Manguster egner Mungoen sig bedst til at holdes tam, thi den er et overordentlig renligt, livligt og skikkeligt Dyr, der kan blive sin Herre saa tro som en Hund. Englænderen Sterndale havde en tam Mungo, der tre Aar var hans stadige Ledsager i Indien. »Pips«, som den hed, vidste nøje, naar hans Herre vilde skyde en Fugl til ham, rejste Manke, naar Bøssen lagdes an og hentede øjeblikkelig det faldende Bytte. Han var uhyre renlig og plejede endogsaa paa en højst komisk Maade at benytte sine Klør som Tandstikker, naar han havde spist. Frygt kendte han ikke og gik en Gang sejrrig løs paa en stor Hund, medens han en anden Gang lemlæstede en statelig Trappe — en Fugl, der er seks Gange saa stor som han selv — saa stærkt, at den døde deraf. Pips dræbte ogsaa mange Slanger. Naar han blev hidsig, strittede hans Pels saadan, at han næsten saa dobbelt saa stor ud som ellers; men hans Herre behøvede kun at løfte Fingeren, og hans rasende lille Yndling holdt øjeblikkelig op at true. Senere hen ledsagede Pips sin Herre til England, hvor han blev alles Yndling. Han kunde gøre en Mængde Kunststykker: springe, slaa Kolbøtter, sidde pænt paa en Stol, lege Soldat og eksercere. Han døde af Længsel efter sin Herre; under en længere Adskillelse mellem dem vægrede han sig absolut ved at tage Føde til sig. Af de andre Manguster har Meloncilloen (Herpestes widdring-tonii) Interesse, fordi den forekommer i Sydspaniens Floddale, medens Zebramangusten {Herpestes fasciatus) er karakteristisk ved sin stribede Tegning. Den sidstnævnte Art er afrikansk og holdes hyppigt som Husdyr i Vestafrika, ja selv paa Postdampere. Naar den vil slaa Hul paa et Æg, puffer den det sædvanlig med Forpoterne bagud, henimod en Væg eller faststaaende Genstand; da den imidlertid behandler andre runde Ting, som den vil lege med, f. Eks. Flasker, Ure o. s. v., paa samme Maade, er det tilraadeligst at gemme værdifulde Ting for den. Urva’en eller Krabbemangusten {Herpestes urva) er interessant ved at danne et Overgangsled mellem Desmerdyrene og Jærvene. Skønt den er større end Familiens øvrige Medlemmer, skal den fornemlig ernære sig af Frøer og Flodkrabber. Den er hidtil kun fundet i Floddale paa Himalayas Sydside (Nepal).