Dyrenes Liv: I Pattedyr

172 DYRENES LIV 30 Ctm. Pelsen er brunlig, i skiftende, mørkere eller lysere Toner, og et karakteristisk Kendemærke er den blommegule Strube og Underhals. Behaaringen er tæt, blød og glinsende med lange, stive Dækhaar og korte, fine Uldhaar. Hunnen kendes fra Hannen paa, at Ryggens Farve er mere lys og Strubepletten mindre tydelig. Hos de unge Dyr er denne meget lys. Skovmaarens Hjemstavn omfatter alle skovbevoksede Dele af saavel den gamle som den ny Verdens nordlige Egne, og i Overensstemmelse med denne vide Udbredelse varierer den betydeligt. De største Skovmaare findes paa den skandinaviske Halvø, og deres Pels er baade sværere og mere graalig end f. Eks. deres tyske Frænders. Skovmaaren opholder sig saavel i Løv- som i Naaleskove, hyppigere jo mere ensomme, tætte og mørke Skovene er. Den er et ægte Trædyr og klatrer saa mesterligt, at intet andet Rovdyr over-gaar den heri. Hule Træer og forladte Reder vælger den helst til Leje; sjældnere søger den sin Tilflugt til Klipperevner. Sædvanlig hviler den hele Dagen, indtil den kort før Solnedgang gaar ud paa Rov, efterstræbende ethvert Dyr, som den tror at kunne faa Bugt med. Intet Pattedyr, lige fra Raakalve og Harer ned til den lille Mus, er tryg for den; Forstmænd har endogsaa bemærket, at den undertiden vover sig i Kast med unge eller svage Raadyr. Lige saa grumt som blandt Pattedyrene huserer den blandt Fuglene, og alle Hønsearter har i den en frygtelig Fjende. Lydløst sniger den sig til deres Sovepladser, hvad enten disse nu er paa Træerne eller paa den flade Jord, og inden den ellers saa vagtsomme Høne har faaet mindste Anelse om, at den blodtørstige Fjende er der, sidder denne paa dens Ryg og knuser med faa kraftige Bid dens Hals eller river Pulsaarerne op og drikker begærligt det udstrømmende Blod. Desuden plyndrer den alle Slags Fuglereder, hjemsøger Bistader og røver deres Honning og tager desuden al Slags Frugt, saavel Bær paa Jorden som Træfrugt. Begynder det at blive knapt med Føde i Skoven, bliver den dristigere og vover sig — dog kun nødtvungen — til Menneskenes Boliger. Her besøger den Hønsestalde og Dueslag og anretter Ødelæggelser saa voldsomme, som kun en Maar kan gøre det. Efter ni Ugers Drægtighed kaster Hunnen, sidst i Marts eller først i April, tre—fire Unger i et mosforet Leje i hule Træer, sjældnere i en Egern- eller Skaderede eller i en Klippespalte. Med opofrende Kærlighed sørger Moderen for sit Afkom, og i sin Bekymring for at miste det fjærner den sig aldrig langt fra Lejet. Allerede efter faa Ugers Forløb følger Ungerne den Gamle paa Udflugter op i Træerne, hvor de muntert springer om paa Grenene, bliver dygtigt skolede i alle Slags Legemsøvelser og af de forsigtige Forældre advares om ved mindste Fare ilsomt at tage Flugten. Unger af Skovmaare kan man temmelig let opdrætte og længe holde i Fangenskab ved først at give dem Mælk og Brød, senere