ROVDYRENE
173
Kød, Æg, Honning og Frugt. Om en Skovmaar, der var opdrættet i Fangenskab, fortæller dens Ejermand: »Saa længe den endnu var ung, legede den gerne med Mennesker, naar man selv begyndte Legen. Senere, naar Maaren bliver ældre, er saadan Leg ikke til-
raadelig; thi saa snart den bliver stor, faar den den Vane, selv uden ond Hensigt, at bide sig saa fast i alt, at den endog gennem tykke
Skindhandsker har bidt mig ind til Kødet med sin Hjørnetænder, forøvrig i al Venskabelighed. Egentlig Kærlighed til sin Opdrætter lægger den aldrig for Dagen, hverken i Miner eller i Væsen ■ men behandles den godt, tilføjer den heller aldrig dem, den kender fortroligt, noget ondt. Stedse lyser dog kun Rovbegær og Mordlyst ud af dens sorte Øjne.»
Overalt forfølger man paa det ivrigste Skovmaa-ren, dels for at stoppe dens Hærværk, dels for at faa dens værdifulde Skind. Lettest faar man fat i den, naar der er nyfalden Sne, thi da kan
Skovmaar paa Jagt efter Egern.
man følge dens Spor ikke blot paa Jorden men tillige paa de snedækte Grene. Tilfældig kan man vel ogsaa nu og da finde den liggende udstrakt og hvile paa en Gren, og i saa Fald kan man let skyde den ned; hvis man fejler første Gang, kan man ofte godt lade endnu