Dyrenes Liv: I Pattedyr

174 DYRENES I.IV en Gang, thi hyppigt rører den sig ikke ud af Pletten, men stirrer ufravendt paa Jægeren. Paa Maarejagt maa man have en flink Hund med, der bider dygtigt til og holder Maaren fast; thi denne springer rasende løs paa sin Forfølger og plejer at skræmme mindre behjærtede Hunde. Forholdsvis let fanges Skovmaaren i Sakse og Fælder, og til Lokkemad bruges ofte et Stykke Brød, som sammen med en Skive Løg er bagt i Honning og usaltet Smør og bestrøet med Kamferpulver. Ogsaa andre stærkt lugtende Stoffer anvender de Sagkyndige. De smukkeste Skind leveres af Norge, de næstbedste af Skotland. Hu sin aaren (Mustela foina) adskiller sig fra Skovmaaren ved at være noget mindre, have kortere Ben, længere Hoved, mindre Øren, mere korthaaret Pels og ved at være lysere og have en ren hvid Strubeplet, der er kløftet nedadtil. Husmaaren lever væsentlig i de samme Egne og Lande paa den østlige Halvkugle som Skovmaaren; dog forekommer den hverken i Norge, Sverrig eller England, og i Danmark er den i alt Fald sjælden paa Sjælland. I Holland synes den nu næsten udryddet. Paa Alperne gaar den i Sommermaanederne op over Naaletræ-Bæltet, men trækker sig om Vinteren tilbage til lavere liggende Egne. Næsten overalt er den hyppigere end Skovmaaren og nærmer sig langt mere end denne Menneskenes Boliger; — ja, man kan sige, at Landsbyer og Smaakøbstæder ligefrem er dens Yndlingsopholdssted. Ensomt beliggende Skure, Stalde, Havehuse, gammelt Murværk, Stendysser o. 1. beboes regelmæssigt af denne, det tamme Fjerkræs farligste Fjende. Husmaarens Levevis og Sædvaner er meget overensstemmende med Skovmaarens, og ligesaa er Føden næsten ganske den samme; men da Husmaaren har langt lettere Lejlighed til at tilføje Mennesket Tab, er den ogsaa langt skadeligere end Skovmaaren. Hønsehuse og Dueslag maa man holde godt lukkede, og hvert Hul, der kun er halvt saa stort som et Rottehul, maa man passe paa at stoppe til. Ogsaa Frugt maa man værne om, hvilket man lettest gør ved at bestryge Stammen med Tobakssaft eller Petroleum. Selv Husmaare, der er indfangede som gamle, kan naa en vis Grad af Tamhed. I Skotland fangede man en Gang en Husmaar paa en mærkværdig Maade. I lang Tid havde den ubudne Gæst huseret i en Bjærglandsby, overfor hvis Hønsebestand den havde slemme Bedrifter paa sin Samvittighed. Ved Hjælp af gode Hunde flk man den omsider en Gang drevet fra sin afsides Røverhule ud i det Fri. Forgæves søgte den med List og Behændighed at undfly Hundene; de kom den stedse nærmere ind paa Livet og var lige paa Nippet til at gribe den, da den naaede Randen af en Afgrund. Her tog den en rask Beslutning og sprang med et eneste, dristigt Sæt ned i den ca. 30 Meter dybe Kløft. Stødet var den dog for stærkt; thi den laa som død paa Kløftens Bund, uden at røre sig det mindste.