Dyrenes Liv: I Pattedyr

14 DYKENES LIV »Paa den tredje Dag, efter at vi var afsejlede og havde passeret Udstrømmene, kom vi til en Bugt, kaldet Sydhornet. Inde i den laa der en 0 med en Indsø og i denne igen en 0, paa hvilken der fandtes vilde Mennesker. De fleste af disse var Kvinder med haarbedækkede Legemer, og Tolkene kaldte dem Gorillaer. Mæn-dene kunde vi ikke naa, da vi forfulgte dem; de klavrede over Afgrunde og forsvarede sig med Klippestykker. Vi indhentede tre Kvinder, men kunde ikke tage dem med, da de bed og kradsede. Vi maatle derfor dræbe dem; vi flaaede dem da og sendte Skindene til Karthago.« — Disse Skind blev da, som Plinius beretter, opbevarede i Junos Tempel. Der er vel ingen Tvivl om, at Hanno ved de vilde, behaarede Mennesker kun kan mene en Menneskeabe, og selv om han maaske ogsaa har haft Chimpanser for Øje, er vi dog berettigede til at kalde den kæmpemæssigste af alle Aber Gorilla. Gorillaen, de Indfødtes »Ndschina« eller »Mpungu« (Gorilla gina) er næppe mindre, men langt mere bredskuldret, end en stærk Mand. Højden beløber sig hos Hannen til 165—190 Ctm. fra Isse til Fodsaal, Skulderbredden til 95 Ctm. Hunnen er mindre. Kroppens og Forlemmernes Længde og Styrke og de uforholdsmæssig store Hænder og Fødder udgør de mest betegnende Kendetegn. Paa det stærke Hoved, der som Følge af Halsens Korthed og den vældige Nakkemuskulatur synes at sidde næsten umiddelbart paa Kroppen, falder de stærke Øjebrynsbuer, de dybtliggende Øjne, den flade, brede Næse og den af tykke Læber begrænsede Mund med de frygtelige Tænder ganske særlig i Øjnene. Den temmelig lange, tottede Haarpels har mørke Farver — graa, brune, rødlige — og lader Ansigtet indtil Øjenbrynene, Øren samt Siden og Undersiden af Hænder og Fødder nøgne. Endnu er det ikke muligt nøje at angive Gorillaens Udbredel-sesomraade. Den synes kun at høre hjemme i en forholdvis lille Strækning i Vestafrika, og særlig i Nedreguinea. Men maaske forekommer den tillige i skovbevoksede Dele af Øvreguinea. Af de mange ældre og nyere Beretninger om Gorillaen, hvori de Indfødtes Overdrivelser og Sagn ofte findes blandede mellem rigtige Iagttagelser, har især Amerikaneren Du Chaillus Skildringer i sin Tid vakt Opsigt; men Brehm har absolut den Tro, at Du Chaillus Fortælling er en underlig Blanding af Digtning og Sandhed, og samme Anskuelse har de andre Rejsende, der har besøgt de paagældende Egne og har talt med de Indfødte. I den nyeste Tid er vort Kendskab til Gorillaen bleven væsentlig udvidet. To Gange er det lykkedes tyske Forskere, Medlemmer af Güszfeldts Loangoekspedition, at holde unge Gorillaer levende og •— 1876 og 1883 — at bringe dem til Europa, hvor de levede saa længe i Berlins Akvariumbygning, at det blev Videnskabsmændene muligt at faa Rede paa adskillige indviklede Gaader. Endnu senere har den lidenskabelige Jæger Hugo von Koppenfels foretaget