Dyrenes Liv: I Pattedyr

176 DYHENES LIV derreves dette mærkelige Venskabsforhold grumt. Paa en af sine natlige Udflugter kom Maaren i en Fælde, og der fandtes den død næste Morgen. Den højt berømte Zobel (Mustela zibellina) slutter sig meget nær til vore Maare, især til Skovmaaren, fra hvilken den dog adskiller sig ved sit kegleformige Hoved, sine store Øren, høje, stærke Ben, store Poter og sit glinsende, silkebløde Skind. Dette gælder for at være desto smukkere, jo tættere, blødere, mørkere og mere ensfarvet det er, men især, jo tydeligere Uldhaarenes røgbrune Farve gaar over i en blaaliggraa Tone. De smukkeste Skind er paa Zobel Rygsiden næsten sorte, ved Snuden sortgraa, paa Kinderne graa, paa Halsen og Siderne rødligt kastanjebrune og under Halsen blommegule. Strubens gule Farveskær bleges dog efter Dyrets Død, — des stærkere, jo livligei-e det var. Zobelens oprindelige Udbredelsesfelt naaede fra Uralkæden til Beringsstrædet og fra Sibiriens sydlige Grænsebjærge til henimod 68° n. Br., samt over en mindre Del af Nordamerika; men efterhaanden er det blevet mere og mere indsnævret. Den uafladelige Forfølgelse har trængt Dyret tilbage til det nordøstlige Asiens mørkeste Bjærg-skove, og da Mennesket ogsaa her forfølger det begærligt, maa det stedse trække sig længere tilbage og bliver bestandig mere sjældent. I sin Levevis ligner Zobelen nærmest Skovmaaren. Uens Føde bestaar hovedsagelig af Egern og andre Gnavere, Fugle og lignende;