Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 191 desuden lysere, fordi de hvidlige Uldhaar skinner stærkere frem. Hvide Grævlinger er sjældne, men endnu sjældnere er Eksemplarer med kastanjebrune Pletter paa hvid Grund. Grævlingen er udbredt over største Delen af Europa og det tempererede Asien. I de fleste Egne af Danmark er den ikke sjælden, og i Norge forekommer den indtil Trondhjemsfjorden. Den lever som Eneboer i Huler, som den selv graver paa Solsiden af skov-bevoksede Høje; de har 4—8 Udgange og adskillige Lufthuller. Flere Gange fører ind til Lejet, som er saa stort, at der er bekvem Plads til et tykt Lag Mos og til Dyret selv, samt, naar Omstændighederne kræver det, til dets Unger. Af Tilgangene bruges kun de fæireste; de andre benyttes blot i Nødstilfælde og til at skaffe Luft. Der hersker overalt den største Renlighed, og herved adskiller Grævlinghulerne sig fra alle andre Pattedyrs underjordiske Boliger. Grævlingen skyr Uro og Støj; den vil leve stille og mageligt og fremfor alt bevare sin Selvstændighed; dens kraftige Lemmer tillader den med støi’ste Lelhed at grave sig ned i Jorden paa faa Minutter. I denne Hule tilbringer den oftest Dagen for først, naar Natten er brudt frem, at begive sig ud paa længere Strejftog. Dog kan man i ensomme Skove allerede hen paa Eftermiddagen træffe den vankende om, ja man kan endog møde den midt paa Dagen; men saadanne Dagudflugter hører dog til Undtagelserne, og finder kun Sted, hvor det menneskesky Dyr føler sig helt tryg. I Parringstiden lever Grævlingen sammen med sin Mage; men Samlivet er dog altid meget begrænset, og hele den øvrige Del af Aaret bebor den en Hule for sig alene og har hverken venskabeligt Samkvem med sin Mage eller med nogen anden. Rigtignok hænder det ikke sjældent i gamle, udstrakte Boer, at Ræven trænger sig ind som Husfælle; men begge Dyr ænser kun lidet hinanden, og Ræven bor da regelmæssigt i de øverste Huler og Gange, medens Grævlingen holder til i de nederste. At Mikkel Ræv skulde fordrive den renlige Grævling ved at anbringe sine Ekskrementer paa dens Leje, er en Jægerfabel, som er gendrevet af nyere Iagttagere. Om Foraaret og om Sommeren nærer Grævlingen sig især af Rødder, helst Birkerødder; desuden af Trøfler, Olden og Agern. Senere paa Aaret udgraver den Humle- og Hvepsereder og æder med stort Behag de med Larver og Honning fyldte Vokskager, uden at bryde sig om Insekternes Stik. Dens stride Haar, tykke Hud og tykke Fedtlag beskytter den fuldstændig. Dens almindeligste Næring om Sommeren er Insekter, Snegle og Regnorme, om Efteraaret: nedfalden Frugt, Roer, Æg og unge Fugle, Harekillinger, Flagermus, Muldvarpe, ja endog Firben, Frøer o. s. v. Honning og Druer synes dog at være dens kæreste Næring, og i Vinbjærge anretter den megen Skade. I Nødstilfælde tager den til Takke med Aadsler. Sidst i Efteraaret er den meget fed og forbereder sig <la til Vinterdvalen; den bærer Løv ned i Hulen og danner et tykt, lunt Leje. Indtil Kulden indtræder, tærer den paa sit indsamlede Forraad. Derpaa