Dyrenes Liv: I Pattedyr

192 DYRENES LIV ruller den sig sammen, stikker Hovedet ned mellem Forbenene og falder derpaa i Dvale. Denne bliver, ligesom hos Bjørnen, hyppig afbrudt. Naar det mildere Vejr begynder, vaagner Grævlingen og gaar endog undertiden ud om Natten for at drikke. Allerede i Februar eller Marts ophører dens Dvale, og den gaar da ud for at opgrave Rødder eller for at finde Mus. Om den end i Sommerens Løb har mæsket sig, saa at den vejer indtil 20 Kilo, er den efter den lange Vinterfaste svunden ind til Skind og Ben. Sidst i Februar eller først i Marts føder Hunnen 3—5 blinde Unger. Den er lige saa udpræget Eneboer som Hannen og har sin egen Hule, hvor den danner et blødt Leje af Mos, Blade, Bregner og lange Græsstraa. Den passer sine Unger med stor Kærlighed og bringer dem Rødder, Orme og andre Smaadyr, indtil de selv kan søge deres Næring. Naar de er 4 Uger gamle, vover disse smaa, nydelige Dyr sig tilligemed Moderen uden for Boligen for at sole sig. De bliver hos hende indtil Efteraaret; da gaar hver sin Vej. I det andet Aar er Ungerne fuldstændig udvoksne, og de kan blive indtil 10 —12 Aar gamle. Medens de Grævlinger, der er indfangede som gamle, vedbliver at være utilgængelige og ondskabsfulde, er Forholdet et ganske andet, naar Dyrene indfanges som Unger og opdrættes med Omhu. Særlig, hvis man udelukkende eller dog overvejende giver dem Planteføde, bliver de tamme og kan endogsaa blive deres Ejermand eller Vogteren saa hengivne og lydige, at de følger ham, og at de lystrer hans Befalinger. Dyretegneren Ludwig Beckmann havde en saadan tam, ung Grævlinge-Hun, hvorom han fortæller pudsigt: »Kaspar — saaledes hed den trods sit Køn — var en grundskikkelig, om end noget plump Natur. Den vilde gærne leve i Fred med hele Verden, men dens drøje Spøg blev ofte misforstaaet, saa at den maatte gøre mange ubehagelige Erfaringer. Dens egentlige Legekammerat var en udmærket klog Hønsehund, som jeg havde vænnet til Ira Hvalp at omgaas alle Slags vilde Dyr. Paa smukke Aftener opførte Grævlingen formelige Brydekampe med denne Hund, og vidt og bredt fra kom Dyrevenner til mig for at bivaane dette mærkelige Skuespil. Det væsentlige i Kampen bestod i, at Grævlingen efter gentagen Hovedrysten for som et Vildsvin lige løs paa den 15 Skridt derfra staa-ende Hund og søgte at give den en regulær »Skalle«, idet den under Forbifarten slog med Hovedet efter sin Modstander. Denne sprang elegant ud over Grævlingen, af entede et andet og tredje Angreb og lod sig da af sin Modpart jage ud i Haven. Lykkedes det Grævlingen at snappe Hunden i Bagbenet, saa opstod et vældigt Slagsmaal, der dog aldrig udartede til alvorlig Kamp. Blev det Kaspar for slemt, fo’r den, uden at vende sig, et Stykke baglæns, rettede sig snøftende og rystende i Vejret, strittede med Haarene og rutsjede saa frem og tilbage foran Hunden ligesom en opblæst Kalkun. Snart sænkedes imidlertid Haarene igen langsomt over hele Kroppen, og