Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 193 efter nogen Hovedrysten og beroligende »Hu, gu, gu, gu!« begyndte den glade Leg forfra igen. Paa Grund af sin overordentlige Renlighedssans kunde man lade den vandre frit om i Huset. En særlig Fornøjelse syntes den at finde i at trippe op og ned åd Trapperne; men ikke sjældent travede den ogsaa alene og stille om i Spisekammeret, stikkende Hovedet nysgærrigt ind i alle Gemmer. Som en stor, udsøgt Gunst betragtede den det, naar den under Middagsmaaltidet fik Lov til at være hos mig. Den skubbede da uden videre Hønsehunden til Side, satte sig paa Bagbenene, lagde Forpoterne og det brogede, glatte Hoved paa mit Skød og bad med det sædvanlige »Hu, gu, gu, gu!« om et Stykke Kød, som den meget behændigt og pænt tog af Gaflen med Fortænderne. Om Vinteren elskede den at ligge plat udstrakt paa Ryggen foran Kakkelovnen. Om Sommeren ledsagede den mig meget gærne til en lille, tæt Lund, hvori den rigtigt følte sig paa den rette Hylde og gjorde nye Opdagelser for hvert Skridt. Snart fik den fat i en Humlebi eller trak en Orm op af Jorden, snart søgte den efter nedfaldne Bær, snart bearbejdede den en Snegl med sine Kløer. Naar jeg gik hjem, fulgte den mig i Hælene og begyndte ofte at nappe i mine Benklæder; et drøjt Spark eller Puf med den flade Fodsaal opmuntrede den kun yderligere til at fortsælte sin plumpe Spøg; roen derimod gjorde det letteste Slag med Haanden eller med en Stok den yderst forstemt.« Honninggrævlingerne (Mellivora) ligner i det hele Grævlingerne, men har en endnu bredere, mere fladtrykt Krop. Den afrikanske Honninggrævling (Mellivora capensis') er som udvoksen rigeligt 70 Ctm. lang, hvoraf omtrent 25 Ctm. dog gaar paa den forholdsvis lange Hale. Bugsidens og Lemmernes mørke, sortgraa Farve er skarpt afgrænset fra Ryggens lyse Aske-graat. Den bebor Syd- og Mellemafrika og lever ligesom Grævlingen i underjordiske Huler. Den er langsom, doven og ubehændig og und-gaar kun sine Fjender ved at grave sig saa hurtigt ned i blød Jord, at den næsten pludselig forsvinder fra Overfladen. Om Dagen gaar den sjældent ud paa Rov. Om Natten søger den især Mus, Rotter eller Fugle, maaske ogsaa Skildpadder, Rødder, Knolde, Frugter o. s. v. Honning elsker den højere end alt andet og er derfor en ivrig Bijæger. I Afrikas træløse Egne, hvor den især lever, bygger Bierne i alle Slags Jordhuler. Disse Reder er for Honninggrævlingen det lækreste af alt, og den kaster sig med Graadighed over dem. De rasende Bier formaar ikke at stikke igennem dens tykke Hud og Fedtlag. Den bekendte Rejsende Sparmann bemærker herom: »Honninggrævlingen viser stor Snuhed i at finde Biernes Reder. Henimod Solnedgang sætter den sig paa en Høj, holder den ene Forpote over Øjnene for at skygge for Solen og giver nøje Agt paa Bierne; be- Brehm: Dyrenes Liv. I.