Dyrenes Liv: I Pattedyr

212 DYRENES LIV sig til 40—70 Kilom. i en eneste Nat. Ofte, især naar der er dyb Sne, danner Flokken en lang Kæde, idet de enkelte Dyr — ligesom Indianere paa Krigssti — løber tæt efter hverandre og saavidt muligt træder i hverandres Fodspor. Det bliver derfor, selv for Sagkyndige, vanskeligt at opdage, hvor mange Individer Flokken tæller. Ulvens store Bevægelighed kræver megen Kraftanspændelse, hurtig Stofveksel og uforholdsmæssig megen Føde; hvor den kommer, gør den derfor alvorlig Fortræd paa alt, hvad den kan faa fat i. Dens Yndlingsbytte er Husdyr og større Vildt — fjedret saavel sotn haaret. Dog tager den ogsaa til Takke med de mindste Dyr, æder endogsaa Insekter og skal heller ikke forsmaa forskellig Slags Plante-kost, som Majs, Meloner, Græskar, Agurker, Kartofler o. s. v. Hvad der især gør den forhadt, er dens umættelige Trang til at dræbe meget mere, end den kan overkomme at æde. I Sommertiden er den ikke nær saa skadelig som om Vinteren; thi foruden Vildtet byder Skoven den da mange Slags Retter: Ræve, Pindsvin, Mus, Fugle, Krybdyr. Ofte kan den længe lade sig nøje med Jagt paa Smaadyr og f. Eks. følge Lemmingernes Skarer paa deres Vandringer og udelukkende leve af disse smaa Gnavere. Aadsler fortærer den med lidenskabelig Begærlighed. Det cr især om Efteraaret og Vinteren, at det gaar ud over Kvæget. Ulveflokkene kommer da Landsbyerne mere og mere nær, strejfer helt ind til St. Petersborgs, Moskvas og andre russiske Byers yderste Forstadskvarterer, jager undertiden endogsaa tværs igennem Provinsbyer og anstiller regelmæssige Jagter paa Landsbyhundene, hvoraf der hver Vinter dræbes ikke saa faa. Saa snart Flokken opdager et Bytte, søger den at omringe det og at afskære det Flugten, indtil en af Ulvene har indhentet og angrebet det; derpaa styrter hele Skaren over det med rasende Knurren og Hylen og æder det op lige til Knoglerne. Naar Ulven plages af Sult, viser den sig Besiddelse af et Mod, som den ellers mangler. Den anfalder da Heste og Hornkvæg, hvis Hove og Horn den ellers helst undgaar; undertiden angriber den endog bevæbnede Mennesker, selv efter at den har været Vidne til, at de med deres Vaaben har ombragt flere af dens Ledsagere. Dræbte Ulve opædes i Reglen af den øvrige Del af Flokken. For Beboere af Egne, hvor der drives megen Kvægavl, er Ulven en af de farligste Fjender, og det hænder, at den ligefrem kan umuliggøre Kvægavl. En eneste Ulv, der i ni Aar hærgede Omegnen af Tegernsee, dræbte i dette Tidsrum henimod 1000 Faar, foruden meget Storvildt, saa at den gjorde Skade for 8—10,000 Gylden. I Posen blev en Gang i et enkelt Aar 19 Mennesker — Børn og Voksne — sønderrevne af Ulve. — Det er da intet Under, at disse farlige Dyr, især naar de optræder i Flok, fremkalder Angst og Skræk saa vel blandt Mennesker som blandt Dyr. Heste viser stærke Tegn paa Aogst, naar <le mærker Ulve i Nærheden, og med Undtagelse af Hunden flygter alle Husdyr, saa snart de opdager det