ROVDYRENE
227
anden Gang, hvorpaa den indfandt sig for tredje Gang — og blev dræbt!
Ræven løber hurtigt, udholdende og behændigt, og endogsaa gode Jagthunde har ondt ved at indhente den. Naar den løber, holder den Halen lige udstrakt; naar den gaar, lader den den slæbe efter sig paa Jorden. Den hviler hyppigt i sammenbøjet Stilling, og naar den sidder paa Bagdelen, slynger den, ligesom Hunden, Halen om Forbenene. Dens Agtpaagivenhed viser sig bedst paa Klapjagter, hvor den altid er det Dyr, der først kommer mod Skytterne og søger at finde en Udvej.
Ræv med Unger udenfor Indgangen til Hulen.
Rævens Stemme er et kort Glam, der ender med en stærkere Tuden. Voksne Ræve gøer kun imod stormfuldt Vejr, under Uvejr, i stærk Kulde eller i Parringstiden, hvorimod Ungerne tuder og gøer, naar de er sultne, eller naar de keder sig.
Mikkel hører ikke til de selskabelige Dyr og adskiller sig ogsaa derved fra Ulven. Rigtignok træffer man ikke sjældent flere Ræve i ét Krat og selv i en og samme Rævegrav; men som Regel gaar hver sine egne Veje og bekymrer sig kun om de andre, naar den ser sin Fordel derved. Venskab med andre kender Ræven endnu mindre end Selskabelighed. Ganske vist har man nogle Gange set den omgaas venskabeligt selv med sin Dødsfjende, Hunden; men dette