Dyrenes Liv: I Pattedyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 526
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
228
DYRENES LIV
er dog altid Undtagelsestilfælde. Heller ikke Forholdet til dens Fætter, Grævlingen maa opfattes som et venskabeligt, da det ingenlunde er Grævlingen, men kun dens Bolig, Ræven bryder sig om.
Parringstiden falder i Slutningen af Februar. Omtrent ni Uger efter kaster Hunræven 3—6, undertiden 8—9 Unger i det inderste kedelformede Kammer i Rævegraven. Ungerne er blinde i 10—14 Dage, og Hunnen faar i nogen Tid sin Føde tilbragt af Hannen; senere søger den selv i Forening med Hannen Føde til Ungerne. Naar disse er en Maaned gamle, vover de sig ud af Graven; de ligger da og soler sig eller leger med Moderen. I Fare bærer de gamle deres Afkom bort i Munden, ofte endogsaa temmelig langt. Allerede i Juli følger Ungerne med paa Jagt eller sniger sig alene ud i Tusmørket for at overliste en Harekilling, en Mus, en lille Fugl eller Insekter. Sidst i samme Maaned forlader Ungerne Boligen og strejfer om paa Markerne, hvor de skjuler sig i Sæden og gør rig Fangst. Efter Høsten vælger de Krat, Moseegne o. desl. til Opholdssted, og sent paa Efteraaret skilles de fra Moderen og jager paa egen Haand.
Ræve, der indfanges som unge, kan let opdrættes, da de gerne æder Hundehvalpes sædvanlige Kost. Giver man sig meget af med dem, bliver de hurtigt tamme og er livlige og fornøjelige.
Mennesket er ikke Rævens eneste Fjende. Ikke blot Ulvene fanger og fortærer den, men ogsaa Hundene bærer et saadant Nag til den, at de sønderflænger den, naar de kan komme til det. Mærkværdigt er det imidlertid, at drægtige og diegivende Ræve-Hunner hyppigt skaanes for Forfølgelser af Han-Hundene. Ogsaa blandt Fuglene har Ræven farlige Fjender. Høgen snapper uden Betænkning Ungerne, ja Kongeørnen endogsaa de voksne, skønt dette nu og da kan bekomme den ilde. Om et saadant Tilfælde fortæller Tschudi: »En Ræv løb hen over Gletscheren og blev lynsnart grebet af en Kongeørn og ført højt op i Luften. Røveren begyndte snart at baske med Vingerne paa en paafaldende Maade og forsvandt bag en Fjeldkam. Da Iagttageren klatrede herop, pilede Ræven til hans store Forbauselse forbi ham, — og paa den anden Side af Kammen fandt han Ørnen, døende og med oprevet Bryst. Det var lykkedes Ræven at strække Halsen saa langt op, at den kunde gribe sin Ransmand i Struben og gennembide denne. Vel tilpas stak den nu af; men sikkert har den ingensinde senere i sit Liv kunnet glemme den æventyrlige, susende Luftfart!«
Det er paavist, at Ræven kan faa alle de samme Sygdomme som Hunden, bl. a. den frygtelige Hundegalskab. Man kender endogsaa Eksempler paa, at den, smittet heraf, ved højlys Dag er løbet midt ind i Landsbyer og har bidt alt, hvad den mødte paa sin Vej.
I Dyreriget, som blandt Menneskene, hænder det, at Slægtninge, der legemligt ligner hinanden meget nøje, i aandelig Henseende er vidt forskellige. Et saadant Tilfælde møder os i Polar ræven eller Blaaræven, norsk: Fjældraken (Vulpes lagopus'). Baade i