Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 233 lukkende deraf; senere fortærer de desuden Krebs, Muslinger, Orme, Insekter, Fisk, Fugle, Æg, Pattedyr, ja endog Aadsler; at de er slikvorne efter Honning, er en bekendt Sag. Bjørnene træder paa hele Fodsaalen, men deres Bevægelser er ingenlunde plumpe, tværtimod, de løber meget godt, og nogle kan endog gaa en lille Strækning paa Bagbenene alene. De klatrer næsten alle, og nogle svømmer og dykker fortræffeligt. Deres Styrke er saa stor, at de med Lethed kan slæbe en Ko eller en Hest med sig, og at de ved deres Favntag kan knuse Brystkassen paa et større ^Dyr. Deres mest udviklede Sans er Lugten, derefter følger Hørelsen; Synet er kun middelmaadigt og Smag og Følelse ligeledes. Aandsevnerne er vel udviklede, og de fleste Bjørne kan til en vis Grad afrettes. Deres vekslende Stemning udtrykker de ved Brummen og Snøften, Grynten og Piben eller ved et Slags Gøen. Alle de nordlige Bjørnearter falder i den koldeste Del af Vinteren i en, dog ikke uafbrudt, Vintersøvn; de sover, eller rettere døser længe ad Gangen og gaar ikke ud i Mellemtiden. Isbjørnen strejfer dog om, selv i den stær- Brun Landbjørn. keste Kulde og skaf- fer sig under en Snestorm Ly ved at lade sig indesne. Naar Hunnen er drægtig, trækker den sig tilbage til en Hule; her føder den, sædvanligvis tidlig paa Aaret, 1—6 blinde Unger, som den passer og forsvarer med den yderste Omhu. * * Vi deler Bjørnefamilien i tre Underfamilier, af hvilke den første omfatter de store Bj ørne (Ursinae), som udgør Familiens Kæmper og falder i to Slægter, de egentlige Bjørne og Læbebjørnene. Den almindelige Bjørn, Landbjørnen eller den brune Bjørn, norsk: Bamsen (Hannen) og Bingsen (Hunnen) (Ursus årelos') er saa almindelig kendt, at det er overflødigt at beskrive dens Ydre. Den er et af Europas største Landpattedyr og kan have en Længde af 2—2,2 og en Skulderhøjde af 1—1,25 M. Vægten svinger mellem 150 og 250 Kilo, men kan stige indtil 350 Kilo. Bjørnen varierer betydeligt, men forener man de forskellige