Dyrenes Liv: I Pattedyr

234 DYKENES LIV Varieteter i én Art, saa rækker dens Udbredelsesfelt fra Spanien til Kamtsjatka og fra Lapland og Sibirien til Atlasbjærgene, Libanon og Himalayas vestlige Del. I Europa bebor Bjørnen endnu i vore Dage alle Højfjældsregioner. Særlig hyppig er den i Norge, Sverrig, Rusland, Siebenbürgen, Tyrkiet og Grækenland, hvorimod den allerede er bleven sjælden i Schweiz og Tyrol. Næsten udryddet er den i Frankrig, Tyskland og Østrig, fuldstændigt udryddet i Danmark, Belgien, Holland og Storbrittanien. Saa længe Bjørnen har Planteføde nok, holder den sig dertil; men naar Nøden driver den, eller naar den har faaet Smag for Kød, bliver den ofte et Rovdyr i Ordets bogstaveligste Betydning. Den efterstræber da især Faar, men ogsaa Okser, Heste og forskelligt Vildt. Større Kvæg angriber den bagfra efter at have jaget det træt, eller ogsaa skræmmer den det ved frygtelige Brøl, saa at det i vild Flugt styrter i en Afgrund ; derpaa kryber den forsigtigt ned til det. Er den heldig i sine første Forsøg, besøger den ogsaa Huse og Landsbyer, hvor den endog bryder ind i Stalde. Imedens den bortslæber sit Bytte, lader den sig ikke standse af nogen Hindring; ja man paastaar endog, at den er i Stand til med en dræbt Hest eller Ko i Labberne at klavre over en af de farlige Alpebroer, som kun bestaar af to ved Siden af hinanden liggende Træstammer, der fører over en Afgrund. I Alperne er Bjørnen især farlig i taaget Vejr, fordi den da ubemærket kan liste sig paa Kvæget. Naar den er sprungen op paa Ryggen af en Ko, samler hele Flokken sig brølende om den, og det hænder da undertiden, at Tyrene med sænkede Horn gaar løs paa den og jager den paa Flugt; men ofte bliver den kun endnu mere rasende og nøjes da ikke med at ombringe én Ko, men slaar ti—tolv til Jorden. Om Bjørnens Aandsevner har man oftest fældet en gunstig Dom. »Intet andet Rovdyr,« — siger Tschudi, — »er saa pudsigt og gemytligt som Bjørnen; dens Sind er aabent, uden Spor af Lumskeri eller Falskhed. Dens List og Opfindsomhed er temmelig svage. Hvad Ræven søger at vinde ved Klogskab og Ørnen ved Hurtighed, tilraner Bjørnen sig ved aaben Vold. Den ligner vel Ulven i Plumphed, men har et ganske andet Naturel; den er ikke saa rovgerrig, ikke saa glubsk. Den ligger aldrig paa Lur og søger ikke at overfalde Jægeren bag fra; den tyr ikke straks til sine frygtelige Tænder, men søger først at ombringe Byttet med sine vældige Labber °g lægger ingen Blodtørst for Dagen. Den rører ikke noget menneskeligt Lig, æder ikke sine Lige, lusker ikke ved Nattetid rundt om Landsbyer for at snappe et Barn, men holder sig til sin Skov som sit egentlige Jagtomraade. Dog gør man sig ofte urigtige Forestillinger om dens Langsomhed; navnlig naar den er i Fare, skifter den aldeles Natur, og dens Rolighed gaar da over til det vildeste Raseri«. Biehm kan ikke ganske slutte sig til den her meddelte Karakteristik. Bjørnen er vel pudsig at se, men den er alt andet