Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 235 end godmodig. Den er ogsaa kun modig, naar den ikke ser nogen Udvej. Naar Vejret er mildt, forlader Bjørnen i fri Tilstand af og til sin Hule i Januar og strejfer om for at finde Næring. Naar det atter bliver koldt, trækker den sig paa ny tilbage til Hiet. Da den i Reglen har levet godt om Sommeren og Efteraaret, er den som oftest meget fed, naar den gaar i Vinterleje; om Foraaret er den derimod som de fleste Dyr, der falder i Vinlersøvn, stærkt afmagret. At det indesluttede Liv, den fører om Vinteren, ikke kan forklares som en Dvaletilstand, fremgaar bl. a. af, at Ungerne regelmæssigt kommer til Verden i Januar. Hunnen kaster efter i det mindste et halvt Aars Drægtighed to Unger. Ved Fødselen er Ungen en Snes Ctm. lang, blind og har en kort, graa Pels. I en Alder af 5—6 Maaneder er Bjørneungerne meget morsomme. De leger, klatrer op i Træer, gaar i Vandet og gør de kaadeste Krumspring. De viser ingen særlig Hengivenhed for dem, der plejer dem, men er lige venlige mod alle. Den russiske Naturforsker Eversman paastaar, at Bjørne-moderen tvinger Unger af et ældre Kuld, som holder sig i Nær- heden af det gamle Tolv Timer ganunel BJørneunge- Leje, til at passe de yngre, hvorfor Russerne kalder de ét-aarige Smaabjørne, der løber om med Moderen og deres Søskende, »Pestun«, Barnepiger. Han fortæller saaledes: »Da en Moderbjørn var kommen over en Flod, saa den, at en Pestun havde listet sig med, uden at hjælpe de smaa Søskende, som endnu befandt sig paa den anden Bred. Efter at den stakkels Pestun havde faaet et Ørefigen af Moderen, vendte den om og kom tilbage med en af de smaa Unger i Flaben; derpaa hentede den den næste, men lod den falde midt i Floden. Moderen ilede da til og revsede den paa ny, hvorpaa den gjorde sin Skyldighed.« Man antager, at der udfordres mindst seks Aar, for at en Bjørn skal være fuldt udvokset. Den kan opnaa en temmelig høj Alder; man har haft Bjørne i Fangenskab i 50 Aar, og man har haft Eksempel paa, at en Hunbjørn har faaet Unger endnu i sit 31te Aar.