Dyrenes Liv: I Pattedyr

236 DYRENES LIV Bjørnejagt hører til den farligste Jægersport, men mange af de gamle Jagthistorier er dog rene Fabler. Gode Hunde, koldt Blod, en sikker Haand og solide, prøvede Vaaben er Jægerens bedste, men ogsaa nødvendige Hjælpemidler. Bjørnens Angreb sker oftest pludseligt og hurtigt, idet den med et hastigt og hidsigt Sidespring søger at ramme sin Modstander med en Forlab eller pludselig rejser sig paa Bagbenene og støder ham ned. Det sker dog langt sjældnere, end det almindeligt antages, at Bjørnen gaar frem paa Bagbenene til Angreb; i hvert Fald hører dette til Undtagelserne. Der gives en Mængde forskellige Jagtmaader, hvoraf vi kun skal anføre enkelte særligt mærkelige. Brun Landbjørn, som lader Ungerne die. Om Jagtmaader i Sibirien fortælles følgende: »Der stables en stor Masse Bjælker oven paa hverandre, som styrter ned over Bjørnen, saa snart den træder paa et bestemt Sted. Man graver en Grube og sætter en tilspidset Pæl i Bunden, hvorefter Gruben dækkes med Græs. Et smidigt Træ bøjes ned ved en Snor; naar Bjørnen træder paa Snoren, springer Træet tilbage. Det forskrækkede Dyr vil da flygte, men falder i Gruben. Ved Lenafloden henlægger Bønderne ved en høj Brink en svær Træklods, til hvilken der er befæstet en Løkke; naar Bjørnen faar Løkken om Halsen, falder det den ikke ind at stryge den af, men den bliver da rasende paa Klodsen, griber den og vil kaste den ned af Brinken, men trækkes selv med. Andre Steder hænger man Snarer med Kød i