Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 237 Træerne eller anbringer Træklodser med Løkker foran Bistaderne. Naar Kamtsjadalerne vil dræbe en Bjørn i dens Leje, slæber de en Mængde Træstykker hen til Hulens Aabning og stikker dem ind, det ene efter det andet; Bjørnen griber disse, trækker dem ind til sig og opfylder Hulen saaledes, at den ikke kan røre sig; derpaa graves der et Hul oven fra ned til Bjørnen, som dræbes med Spyd.« Kamtsjadalerne skyder sædvanligvis Bjørnen med Pile; de indlader sig dog ogsaa i Tvekamp med den, kun væbnede med Spyd eller Kniv. — En lignende Jagtmaade anvendes i Spanien. I de nordlige, bjærgfulde Egne, hvor Bjørnene forekommer talrigst, gøres der regelmæssigt Jagt paa dem af de saakaldte »Orseros«, et Slags Bjørnejægerlav, i hvilket Haandteringen gaar i Arv fra Fader til Søn. Disse Folk er endog mere ansete end »Toreros«, Tyrefægterne. Ved Hjælp af et Par Hunde opsøger Orseroen Bjørnen i Bjærgsko-venes Tykning; saa snart han ser den, stiller han sig til Kamp imod den, uden Skydevaaben, men kun med en skarp og spids Jagtkniv, samt en Dobbeltdolk med Spidser til begge Sider og Grebet i Midten. Den venstre Arm er omviklet med sammensyede Klude. I den venstre Haand fører han Dolken, i den højre Kniven, og saaledes gaar han mod Bjørnen. Imedens denne bereder sig til sine knusende Omfavnelser, benytter han Øjeblikket til at sætte den Dolken imellem Strube og Bryst, idet han jager den øverste Spids ind i Struben. Ved Bjørnens Bevægelser for at skille sig af med Dolken trykkes den anden Spids ind i Brystet, og i dette Øjeblik støder Oseroen Jagtkniven ind i Hjærtet paa den. — Paa lignende Vis kæmper man undertiden paa Liv og Død med Bjørnen ogsaa i Norge, Rusland og Siebenbürgen. Den graa Bjørn eller Grizzlybj ørnen (Ursus cinereus) er den europæiske Bjørns nærmeste Slægtning i Nordamerika, hvor den lever i de vestlige Egne, hyppigere, jo længere man kommer op i Bjærgene. Mod Syd gaar den indtil Meksikos Højland, mod Nord til Polarkredsen og der ud over. Den er større og kraftigere end den europæiske Slægtning, men ligner f'orøvrigt ganske denne i Levevis. Om dens Frygtelighed gik der tidligere de sælsomste Sagn; men efterhaanden som dens Hjemstavn bliver bedre beboet og dens Liv mere kendt, har man indset, at den er hverken værre eller bedre end den brune Bjørn. Skindet er fint og smukt, især naar det er graat med sølvagtig Glans. Dets Farver varierer betydeligt. Amerikas mest bekendte Bjørn er Barib al’en eller den sorte Bjørn (Ursus americanus'). Den bliver højest 2 Meter lang og naar 1 Meters Skulderhøjde. Fra den europæiske Bjørn adskiller den sig især ved det smalle Hoved, den spidsere Snude samt ved Pelsens Beskaffenhed og Farve. Dens lange og glatte Haar er glinsende sort, kun paa begge Sider af Snuden bleggult. Ungerne er fra først af lysegraa,