Dyrenes Liv: I Pattedyr

238 DYRENES LIV Man har fundet denne Art i alle Nordamerikas Skovegne fra Østkysten til Kalifornien, fra de nordlige Egne indtil Meksiko. Den er behændigere end den brune Bjørn, men godmodigere og angriber kun meget sjældent Mennesker. Den lever især af Plante-føde, som Græs, Blade, Korn, Bær og Træfrugter. Dog forfølger den ogsaa Bondens Hjorder og vover sig endog ind i Kostaldene. Den fanges i Fælder, men skydes i Reglen af en af gode Hunde ledsaget Jæger. Angaaende Indianernes religiøse Forhold til denne Bjørn, fortæller Alexander Henry, den første Englænder, som rejste i de egentlige Pelsdyregne, følgende mærkelige Iagttagelser, som han gjorde, efter at have skudt en sort Bjørn: »Alle Indianerne nærmede sig Bjørnens Lig, og foran dem »den gamle Moder«, som de kaldte hende. Hun tog Bjørnens Hoved mellem sine Hænder, klappede og kyssede den og bad den tusinde Gange om Forladelse for, at den var bleven skudt, og fprsikrede, at denne Misgerning ikke var udøvet af nogen India- Graa Bjørn. ner, men af en Englænder. Dermed tog man straks fat paa at flaa og sønderskære Bjørnen, og derefter vendte alle hjem, belæssede med Skindet, Kødet og Fedtet. Saa snart man var kommen hjem, blev Bjørnens Hoved pyntet med alt det Flitterstads, som Familien ejede, og derpaa sat op paa et Stillads med en hel Bunke Tobak under Næsen. Næste Morgen gjordes der forskellige Forberedelser; Hytten blev fejet, og et ganske nyt Klæde blev lagt over Bjørnens Hoved, hvorefter Indianerne tog deres Tobakspiber og blæste Røgen ind i Bjørnens Næsebor. Man bad mig om at gøre det samme, for at jeg, som havde dræbt Bjørnen, kunde formilde dens Vrede. Tilsidst holdt min Vært en Tale til Bjørnens Ære, — og derefter gav man sig til at spise dens Kød.« Fangne Baribalei er langt mere godmodige end deres nærmeste