Dyrenes Liv: I Pattedyr

SÆI.EBNE 255 et Ord som en udvoksen Sæl. Men det var ogsaa kommet til Verden som et mærkværdigt udviklet og paafaldende stort Dyr. Den Dag, Ungen blev født, vejede den 8,75 Kilo, og dens Længde udgjorde 85 Ctm. |Det var i højeste Grad tiltrækkende at iagttage begge Dyrene. Den gamle var kendelig glad over sin lille og legede straks i de første Dage med den, først i Vandet, men senere ogsaa paa Land. Begge humpede flere Gange op paa det tørre, og den gamle lokkede da Ungen til sig med et hæst Brøl eller berørte den saa smaat med et af Forbenene. I begges Lege gav den gensidige Hengivenhed sig tydeligt til Kende. Allerede om Aftenen pattede Ungen kraftigt; senere krøb den seks til ti Gange om Dagen hen til den gamle for at faa Føde. I Vandet pattede den aldrig. Da den var tre Uger gammel, var den i et og alt bleven komplet Sælhund. Af alle Folkeslag synes Grønlænderne at være det, der ikke alene forstaar bedst at jage Sælhunde, men tillige at benytte Byttet i de mangfoldigste Øjemed. Med deres lette Kajakker forfølger de det ofte milevidt. Fangsten sker sædvanligvis ved Hjælp af en med Modhager forsynet Harpun, til hvilken der er fæstet en Line og ved Enden af denne en Blære. Naar Sælen er truffen og dykker, viser Blæren, hvor den befinder sig, og naar den da dukker op, søger Fangeren at dræbe den med Kastepile. Er dette sket, binder han den fast til Baaden. Dersom Dyret er meget stort, fæstes der en stor Blære til det, og paa den Maade kan en heldig Sælhundefanger paa en Gang slæbe 4—5 Sæler hjem. Det er forøvrigt en i flere Henseender farlig Fangst. Thi dersom det ikke lykkes Fangeren at faa Blæren kastet ud i rette Tid, slæber Sælen ham afsted med sig, og der er da sjældent nogen Redning for ham, dersom ikke en anden Fanger kan komme ham til Hjælp. Undertiden er Sælen ogsaa modig nok til at vende sig imod den tynde, af Skind syede Baad og bide Hul i den, hvorved Fangeren udsættes for at synke. Foruden Mennesket har Sælhundene en meget farlig Fjende i Spækhuggeren, og man ser dem ofte, ude af sig selv af Skræk, flygte for denne Delfin, idet de søger at slippe ind paa Fladvande. Ogsaa Isbjørnen forfølger dem uafladelig og forstaar at bemægtige sig dem med megen Snildhed. Grønlænderne benytter, som sagt, alt af Sælerne. Ikke alene Kødet, men Blodet og Indvoldene fortæres og til Dels Skindet og Spækket. Det sidste anvendes især til at brænde i Lamper, dels til Belysning og dels i Stedet for Brændsel (til at koge ved); endvidere bruges det som Fernis for at bevare Telt- og Baadeskind mod Vejrligets Indflydelse. Af Tarmene gøres der Ruder, Forhæng og vandtætte Pelse. Skindene tilberedes enten til Haarskind, som bruges til Klæder, indvendigt Teltovertræk, Brikseskind o. s. v., eller til haarløse Skind, som anvendes til Baadebetræk, udvendigt Teltovertræk, Vandpelse, Støvler o. s. v. Ribbenene benyttes som Søm