Dyrenes Liv: I Pattedyr

260 DYRENES LIV der sig Familier, bestaaende af 2—5 Medlemmer. Disse træffer man altid tæt ved hverandre, sædvanlig sovende i Dynd eller mellem Siv. I stærk Hede afkøler de sig ved at kaste vaadt Sand op paa den øverste Del af deres Legeme, saa at de undertiden mere ligner Jorddynger end levende Dyr, — i saa Henseende minder de om Tykhuderne. Deres Bevægelser paa Land er højst ubehjælpsomme. Naar de er meget fede, ryster og bævrer hele Kroppen ved hvert Ryk fremefter ligesom en med Gelé opfyldt Blære, og ved hvert 20de eller 30te Skridt bliver de trætte og maa hvile lidt; desuagtet kan de klavre over 5—10 M. høje Sandbanker. I Vandet bevæger de sig fortrinligt og efterstræber rask deres Føde, især Blæksprutter, og Fisk, ja indhenter endog Svømmefugle som f. Eks. Pingviner. Ejendommeligt er det, at de ogsaa sluger en Mængde Tang, ja ofte endog Stene saa store, at det synes ufatteligt, at Mavesækkens Vægge kan holde til at bære saadanne Byrder. Det er højst sløve Dyr, sotn aldrig anfalder Mennesket uden at være tirrede. Man kan bade sig midt iblandt dem, og smaa Sælér af en anden Art svømmer trygt om imellem disse Dyr. Pernetty forsikrer, at hans Matroser red paa Søelefanter som paa Heste og stak dem med Knive, naar de gik for langsomt! Ti Maaneder efter Parringen, sædvanligvis i Juli eller August, — i Patagonien først i November — føder Hunnen. Ungerne er indtil 1,5 M. lange og vejer 40 Kilo. I den 6te eller 7de Uge føres de af Moderen ud i Havet- Hele Hjorden fjærner sig derpaa langsomt fra Bredden og ror daglig videre og videre ud i Havet. Efter faa Maaneders Forløb stødes de unge bort af de gamle. Først i det tredje Aar faar Hannen sin Snabel. Mennesket efterstræber overalt Søelefanten, og dens Tal aftager nu meget hurtigt. De europæiske Sælhundefangere dræber den med 5 M. lange Lanser, som de borer ind i dens Hjerte, naar den løfter den venstre Luffe. Hunnerne forsvarer sig aldrig, men flygter, og naar man spærrer Vejen for dem, ser de sig fortvivlede omkring og græder heftigt. Søelefanten vil ikke have lang Tid igen at befolke Jorden i. De kan jo ikke som Hvalerne trække sig tilbage for bestandigt til Havets utilgængelige Dele, men maa af og til ind til Land og maa derfor finde sig i, at det Tidspunkt nærmer sig, da det sidste Eksemplar af Arten vil falde for det umætteligste af alle Rovdyr, Menneskets Udryddelseslyst. Sæl-Ordenens anden Familie bestaar af en eneste Art, Hvalrossen, de norske Robbefangeres Rosmar (Trichechus rosmarus), den vældigste af alle Sæler. Fuldt udvokset naar dette mægtige Dyr en Længde af 4,25 M — i enkelte Tilfælde endogsaa 5 M., — et Omfang, der fra 2,5—3 M. kan stige til 4 M., og en Vægt, der kan anslaas til 1200—4500 Kilo.