Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 23 venlig Tiltale og Kærtegn vandt jeg snart dens Fortrolighed. Det stakkels Væsen syntes at være sig bevidst, at det var Hævelsen ved Strubehovedet, som besværliggjorde Aandedrættet, thi atter og atter førte det min Haand op dertil, som om det i dunkel Anelse ventede Hjælp af den. En Operation var nødvendig; men enhver Bevægelse af det syge Dyr kunde give Kniven en dødbringende Retning. Bedøvende Midler var ikke anvendelige som Følge af Lungebetændelsen, og fire Mand skulde derfor fastholde Dyret. Men forgæves; med Opbydelse af al sin Kraft slyngede Chimpansen dem alle til Side og holdt ikke op med at rase, før min Kollega og jeg havde fulgt dens formentlige Plageaander til Dørs. Hvad der ikke kunde op-naas ved Tvangsmidler, blev nu, til vor Forbavselse, frivillig indrømmet os. Efter atter at være beroliget tillod det syge Dyr mig uden Modstand at undersøge Hævelsen, ja ledede endog selv med et bønligt Blik min Haand. Dette opmuntrede os til at foretage Operationen uden noget som helst Baand. Siddende paa sin Oppassers Skød bøjede Aben Hovedet tilbage og lod sig villig holde fast i denne Stilling. De nødvendige Snit blev rask foretagne. Dyret fik hverken Trækninger eller udstødte noget Smertensskrig. En Mængde tynd Materie flød ud, og Hævelsen faldt. Nu indtraadte der et friere Aandedræt; et umiskendeligt Udtryk af Glæde aabenbarede sig i den syge Abes Træk, og taknemlig rakte den af sig selv os begge Haanden og omarmede henrykt sin Oppasser. Halsondet hævedes; men desværre greb Lungebetændelsen videre om sig. Lige saa modigt og forstandigt, som det syge Dyr havde vist sig under Operationen, lige saa lydigt tog det nu sin Medicin, lige saa blidt og taal-modigt opførte det sig i sine sidste Timer. Det døde som et Menneske, ikke som et Dyr.« Endelig skal vi som Modsætning til denne trisle Sygehistorie endnu tilføje den tyske Dyremaler Fr. Spechts Skildring af en Chimpanse i Stuttgarts zoologiske Have: »Denne Chimpanse kunde formelig le som et Menneske, hvilket nok synes mig værd at bemærke, efter som intet Dyr har Ævnen til at give sin Glæde Udtryk i høj Latter. Naar jeg tog den elskværdige Fyr under Armene og kastede den højt til Vejrs og fangede den igen, saa var der slet ingen Ende paa dens Glæde, og denne ytrede sig da ved høj Latter. Ligesaa, hvis man kildrede den under Armene eller paa Fodsaalerne. En Dag tog jeg et Stykke Kridt med ind i Buret, satte mig paa en Stol — og øjeblikkelig var den oppe paa mit Knæ for herfra at afvente, hvad mærkeligt der nu skulde ske. Jeg gav den saa Kridtet, førte dens Haand og lod den saa male en Marabustork o. s. v. paa Burets Væg. Den lod mig gøre ganske, som jeg vilde, og saa med stor Opmærksomhed til. Da jeg slap dens Haand, sprang den lynsnart ned paa Gulvet, stillede sig hen foran Væggen og stregede —■ til Tilskuernes store Morskab — med en saadan Hast Figurerne over, at der kort efter intet mere var at se af dem, Den havde altsaa straks forstaaet dem.