Dyrenes Liv: I Pattedyr

276 DYRENES LIV Snoge, — om Vinteren endog Hugorme, som forvilder sig i dens Gange, — er dens sikre Bytte; ja den griber endog andre Muldvarpe, og hvis den kan faa Bugt med dem, æder den dem. Den er næsten umættelig og kan ikke taale at sulte over 12 Timer, og den behøver daglig mindst lige saa megen Føde, som dens Legeme vejer. Lenz satte en Muldvarp i en Kasse med kun 5 Ctm. Jord paa Bunden; da den her ikke kunde grave underjordiske Gange, var den hele Tiden synlig. Allerede en Time efter, at den var bleven fanget, aad den en stor Mængde Regnorme. Plantenæring og Brød rørte den ikke. Den ottende Dag flk den en stor Staalorm; den fo’r straks løs paa den og bed den, men da den vred sig, forsvandt Muldvarpen under Jorden; den kom straks op igen, bed atter og forsvandt. Saaledes vedblev den i omtrent seks Minutter; da blev den dristigere og bed sig fast i Staalormen, men havde ondt ved at gennembide dens seje Hud. Da den først havde faaet Hul, aad den sig dybere ind, udvidede Hullet med Forpoterne, trak Indvoldene ud og fortærede efterhaanden alt med Undtagelse af Hovedet, Hvirvelsøjlen, Halen og nogle Stykker Hud. Dette skete om Morgenen; om Middagen aad den en stor Havesnegl, hvis Hus var knust, og om Eftermiddagen tre Sommerfuglepupper. Kl. 7 var den igen sulten, og da fik den en 80 Ctm. lang Snog. Brehm overtydede sig paa følgende Maade om Muldvarpens skarpe Lugtesans : »Jeg satte,« — skriver han, — »en Muldvarp i en Kasse, hvori [der var et Lag Jord paa 16 Ctm.s Dybde; den gravede sig straks ned. Jeg klappede nu Jorden fast og lagde noget fint skaaret, raat Kød i det ene Hjørne. Faa Minutter efter løftede Jorden sig paa dette Sted, og den fine Snude kom frem og tog Kødet. Hørelsen er fortræffelig, og enhver mistænkelig Lyd bringer Muldvarpen til at flygte. Hvad Synet angaar, bruger den virkelig sine Øjne, f. Eks. naar den svømmer over Bække, der er for brede til, at den kan grave sig under dem. Saa snart man kaster den i Vandet, spreder den straks de Haar, der omgiver Øjnene, saa at disse kommer til Syne som smaa, sorte Perler.« Af det her meddelte fremgaar det klart, at Muldvarpen i Forhold til sin ringe Størrelse er et i Sandhed frygteligt Rovdyr. Hermed stemmer ogsaa dens hele Sind. Den er overordentlig bidsk, blodtørstig, grusom og staar egentlig ikke paa fredsommelig Fod med noget som helst andet levende end sin Mage. Og delte gælder endda kun i Parringstiden, og saa længe Ungerne er smaa. Hele den øvrige Del af Aaret taaler den ikke noget andet levende Væsen i sin Nærhed — og aller mindst nogen Medbeboer af sine Gange, ligegyldigt hvem denne saa er. Er de to Muldvarpe af samme Køn’ raser Kampen imellem dem naturligvis dobbelt hæftigt — og den, der ligger under, bliver øjeblikkelig ædt. Et ganske andet Liv begynder med Parringstiden. Nu forlader saa vel Hannerne som Hunnerne hyppigt deres Bolig om Natten