Dyrenes Liv: I Pattedyr

GNAVERNE 289 løber det ud paa en af de vandrette Grene og springer over paa det yderste af et andet Træs Grene, i Afstande af 4—5 M., altid i skraa Retning ned ad. Naturligvis er den fjerformigt buskede Hale til uundværlig Nytte under disse store, halvt svævende Spring, som slet ikke kunde foretages uden Halens Medhjælp. Ogsaa i at svømme besidder det muntre Dyr en vis Færdighed; men det gaar forøvrigt ikke gerne i Vandet. Fyr- og Granfrø, Knopper og unge Skud synes at udgøre Egernets vigtigste Føde. Det afbider Naaletræernes Kogler ved Stilken, sætter sig velbehagelig paa Bagdelen, fører med Forpoterne Koglen til Munden, drejer den uafbrudt rundt og afbider med sine stærke Tænder det ene Skæl efter det andet, indtil Kærnen kommer frem, Egern i sin Rede. Den yderste Del benyttes til Fuglefælde. som den da piller ud med Tungen. Særdeles smukt tagei- Egernet sig ud, naar det fortærer sin Yndlingsføde, Hasselnødder. Foruden Frø og Kærner æder det ogsaa Blaabær- og Tyttebærblade, Ahorn-og Navrfrø samt Svampe (f. Eks. Trøfler). Af Æbler og Pærer skræller det alt Kødet bort for at komme til Kærnerne. Fugleæg og Fugleunger er det en stor Ven af, ja undertiden forgriber det sig endog paa de gamle Fugle, er en Gift for det. To saadanne plarer. Hvor Egernet finder rigelig samle Forraad til mere knappe Huller under Buske og Stene, Forraadskamre, og det slæber sammen langvejs fra. Det ei Brehm: Dyrenes Liv. I. Bitre Kærner, navnlig bitre Mandler, er nok til at dræbe fangne Eksem- Føde, begynder det betænksomt al Tider. I Sprækker og Træhuller, i i Reder o. s. v. anlægger det sine ofte de forskellige Næringsmidler overordentlig ømfindtligt overfor 19