Dyrenes Liv: I Pattedyr

290 DYRENES LIV Temperaturpaavirkning. Naar Solen skinner varmere end ellers, holder det Middagssøvn i sin Rede og færdes blot Morgen og Aften i Skoven; men endnu mere undgaar det dog Regnskyl, Storm og fremfor alt Snevejr. Og det har en mærkelig Forudfølelse af Vejrforandring. Allerede en halv Dag før det ubehagelige Vejr indtræder, viser det sig uroligt og lader en ejendommelig pibende og smækkende Lyd høre, som ellers kun høres, naar det er forskrækket. Ved de første Tegn paa, at det daarlige Vejr nærmer sig, søger ethvert Egern ind i sin Rede, og ofte flere i en og samme. Det Udgangshul, som Vinden staar paa, tilstoppes, og velbehagelig sammenrullet lader det lille Dyr Uvejret rase ud. Et daarligt Efteraar er sædvanlig ødelæggende for Egernet, idet det da opbruger Vinter-forraadene. Kommer der saa en nogenlunde stræng Vinter efter, bukker en Mængde af de muntre Dyr under.. Ved Mørkets Frembrud trækker ethvert Egern sig tilbage til sin Rede og sover der. Egernets Stemme er i Skræk et højt »Duk, duk!« i roligt Velbehag og under en ubetydelig Modgang en mærkelig Knurren eller Grynten. Glæde eller stærk Sindsbevægelse tilkendegiver det ved en vis Piben. Det besidder større Aandsevner end de fleste andre Gnavere. Alle dets Sanser er skarpe, især Syn, Hørelse og Lugt; Følelsen maa sikkert ogsaa være fin, eftersom Dyret, som omtalt, kan forudføle det kommende Vejrlig. Om Egernets Begavelse vidner dets gode Hukommelse og den Listighed og Behændighed, hvormed det forstaar at undgaa sine Fjender. Lynsnart opsøger det i Fare straks det højeste Træ, løber altid om paa den modsatte Side af Slammen, skjuler og trykker sig saa meget som muligt og søger i det hele at redde sig saa ubemærket bort, som det lader sig gøre. Fire Uger efter Parringen føder Hunnen 3—7 Unger, som i omtrent ni Dage er blinde og plejes ømt af Moderen Efter at de er vænnede fra, bringer begge de gamle dem endnu i nogle Dage Næring og overlader derpaa Afkommet til dets Skæbne. De unge Egern forbliver en Tid lang sammen, leger smukt med hverandre og optager snart de gamles Levemaade. I Juni har disse allerede for anden Gang Unger, og naar ogsaa disse er saa vidt, at de kan strejfe om, samles de ofte med det ældre Søskendekuld, og man ser nu hele Flokken, ofte tolv til seksten Individer, drive sit Spil i samme Del af Skoven. Egernet udmærker sig ved stor Renlighed; naar det er uforstyrret, slikker og pudser det sig uophørligt. Intet Under derfor, at det er en velset Gæst i vore Værelser. Man tager gerne Ungerne, naar de er halvvoksne, og fodrer dem med Mælk og Hvedebrød, indtil de kan begynde at æde Kærner. Saa længe de er unge, er alle Egern muntre, fredsommelige Dyr, som gerne lader sig klappe af Mennesker, kender den, der passer dem, og lystrer, naar han kalder. Men med Alderen bliver