Dyrenes Liv: I Pattedyr

GNAVERNE 291 de sære; selv de mest tamme bliver bidske, og kan med deres skarpe Fortænder bibringe En meget smertelige Saar. Skovmaaren er Egernets farligste Fjende. (Se Fig. S. 173). Ræven lykkes det kun sjældent at snappe et Egern paa Jorden, og Glenter, Høge og Hornugler undgaar Dyret let ved at klatre op ad Træstammer i Skruelinier, fordi Fuglene i Flugten maa beskrive langt større Buer; til sidst finder det altid et Hul eller en tæt Trætop, hvori det kan skjule sig. Skovmaaren klatrer derimod lige saa godt som dens Offer og forfølger det Skridt for Skridt lige saa vel i Træernes Kroner som paa Jorden. Unge Egern er naturligvis udsatte for langt flere Farer end de gamle, og spæde Unger kan endog indhentes af et behændigt klatrende Menneske. Som Dreng var Brehm ofte med til at opsøge saadanne Unger, og var de blot saa ligegyldige, eller selvsikre, at han og hans Kammerater kunde naa den Gren, paa hvilken de sad, var de fortabte. Det galdt da blot om at ryste Grenen dygtigt; de forskrækkede Dyr søgte saa blot at holde sig fast, indtil de med et rask Greb kunde tages. Ved Lenafloden lever Befolkningen fra først i Marts til midt i April alene af Egernfangst, og mangen en Bonde udsætter over tusende Fælder. Tunguserne skyder Egernet med stumpe Pile for ikke at beskadige Skindet. De smukkeste Skind kommer fra Sibirien og Lapland under Navn af »Graaværk«. Fra Rusland og Sibirien udføres der aarlig 6—7 Millioner Egernskind, af hvilke dog over Halvdelen gaar til Kina. Af de lange Halehaar gøres gode Pensler. Del fine, hvide Kød spises gerne af alle, der kender dets Velsmag. Talrige andre, tildels meget smukt farvede Egernarlei’ lever i Amerikas og Indiens Skove. De er alle Dagdyr, har samme Bygning og fører en lignende Levevis som det almindelige Egern. Flagre-Egernerne (Pteromys) er derimod Natdyr, og de er desuden i høj Grad ejendommelige ved, at der langs hver Side af Kroppen er udspændt en bred Svæve- eller Flagrehud mellem For-og Baglemmerne. Denne Hud virker som en Faldskærm og sætter Dyret i Stand til med største Lethed at gøre meget betydelige Spring i skraa Retning nedefter. Den bestaar af en stærk Hud, hvis Overside er tæt behaaret, medens Undersiden kun er sparsomt haarbe-klædt. En Benspore ved Haandroden giver dens Forrand yderligere Støtte. Halen virker som et kraftigt Ror; den er altid meget ]ang-haaret, hos nogle busket, hos andre fjerformig. Den største Art, og i det hele det største Medlem af Egernfamilien er Tagu’anen (Pteromys petaurista), der er omtrent saa stor som en Kat. Flagrehuden, der med en lille Hudfold fortsættes fra Baglemmerne henimod Halen, bliver under Hvilen holdt ind til Legemet' Oven til er Pelsens Farve graa og sort, paa Bugsiden smudsig hvidgraa. Halen er sædvanlig sort.