Dyrenes Liv: I Pattedyr

GNAVERNE 295 Hamster, men slankere. Som de fleste Huledyr har det meget korte Øren. Siselen bebor især Østeuropa og en Del af Asien. Hvor Siselen findes, er den som oftest hyppig og gør stor Skade paa Markerne, undertiden ogsaa paa Jærnbanedæmningerne, som den underminerer. Den lever selskabeligt, men hver enkelt graver sin egen Hule, Hannen en lavere, Hunnen en dybere. I Sidehuler opbevares Vinterforraadet. Den Hule, i hvilken Hunnen i April eller Maj kaster sine 3—8 Unger, er altid dybere end de sædvanlige Opholdsrum. Maarer, Falke, Krager, Hejrer, Katte og Rottehunde efterstræber de pudsige, smaa Dyr, og Mennesket forfølger dem dels for Skindets og dels for det velsmagende Køds Skyld. Skønt de gamle Hanner er meget aarvaagne og advarer hele Flokken ved en ret høj Piben, er Siselen ikke vanskelig at fange. En Dag er nok til at vænne den til Menneskets Selskab, og næst efter Egernet er det en af de mest tiltrækkende Stuekammerater. Prærihunden (Cynomys ludovicianus) danner Overgangen fra Siselen til de egentlige Murmeldyr. Navnet »Prærihund« hidrører fra de første Opdagere, de gamle kanadiske Pelsdyrjægere, som har opkaldt Dyret efter dets gøende Stemme. I dets ydre Form har det aldeles ingen Lighed med Hunde. Det har Murmeldyrets store Hoved og afstumpede Øren. Længden er ca. 40 Ctm., hvoraf Halen udgør ca. 7 Ctm. Paa Rygsiden er Farven lys rødbrun, blandet med graat og sort, paa Bugsiden smudsig hvid. Prærihundens udstrakte Kolonier, som man paa Grund af deres Størrelse kalder »Byer«, findes især paa lavtliggende Enge, paa hvilke en bestemt Græsart (Sesleria dactyloides'), danner et herligt Tæppe og tillige yder Dyret en bekvem Føde. »Hvilken Udstrækning disse fredelige Jordbeboeres Kolonier opnaar,« siger Balduin Möllhausen, »kan man bedst overtyde sig om, naar man hele Dagen igennem uafladeligt drager hen imellem Smaahøje, af hvilke hver enkelt danner en Bolig for to eller flere af disse Dyr. De enkelte Boliger ligger sædvanligvis 5—6 Meter fra hverandre, og enhver af de Smaahøje, der hæver sig foran Indgangene til dem, bestaar vel af et godt Vognlæs Jord, som efterhaanden er blevet bragt op for Dagslyset af Beboerne af de underjordiske Gange. Nogle har én, andre to Udgange. En fasttraadt Sti fører fra den ene Bolig til den anden, og ved at se den ledes man til den Formodning, at der maa herske et inderligt Venskab mellem disse livlige Smaadyr. Til An-læget af deres Byer synes de altid at vælge en Plads, hvor der vokser et eget Slags kort og kruset Græs, som tillige med en Rod udgør deres eneste Føde. Endogsaa paa Nordmeksikos Højsletter, hvor der i mange Mils Omkreds ikke er en Draabe Vand at finde, gives der stærkt befolkede Frjstatpr af deppe Art, og da der i hine Egne flere