Dyrenes Liv: I Pattedyr

296 DYRENES LIV Maaneder i Træk ikke falder Regn, og man for al naa Grundvandet maa grave over 30 Meter dybt, synes Prærihunden ikke at behøve Vand, men at kunne nøjes med den Fugtighed, som en stærk Dug fra Tid til anden efterlader paa Græsstraaene. Naar Prærihunden sidst i Oktober føler sin Dvaletid nærme sig, tilstopper den Udgangene paa sin Bolig og overlader sig til Vintersøvnen for ikke at vise sig paa Jordens Overflade, førend de varme Foraarsdage vækker (len til nyt Liv. Et mærkeligt Skue frembyder en saadan Koloni, naar det lykkes, ubemærket af Skildvagterne, at komme hen i dens Nærhed: Prærihunde. Saa vidt som Øjet rækker, hersker der det travleste Liv. Næsten paa hver af Smaahøjene sidder det lille, gulbrune Murmeldyr oprejst som et Egern. Den lille opstaaende Hale er i stadig Bevægelse, og de svage, gøende Stemmer af de mange Tusinder smelter sammen til en formelig Summen. Nærmer Iagttageren sig nogle Skridt, skelner han let de gamle og erfarne Individers Røst; men snart efter er alt Liv forsvundet som ved et Trylleslag. Kun hist og her stikker Hovedet af en Spejder frem af Indgangen til en Hule, stadig gøende af alle Kræfter for at advare sine nærmeste. Lægger man sig nu ned for bevægelig og taalmodig at iagttage sine Omgivelser, kommer Skildvagten snart igen frem paa Højen uden for Indgangen for ved ihærdig Gøen at tilkendegive sine Kammerater, at Faren er overstaaet. Den lokker derved den ene efter den anden