Dyrenes Liv: I Pattedyr

298 DYRENES LIV holdssted vælger det altid frie Pladser, som rundt om er begrænsede af stejle Klippevægge, kort sagt Steder, der ligger saa fjernt som muligt fra alt menneskeligt Samkvem. I Reglen bebor det kun de mod Syd, Øst og Vest vendende Skraaninger, fordi det holder meget af Solskin; her graver det sine Huler, de mindre til Sommerbrug, de større til Beskyttelse imod den frygtelige, strænge Vinter, som hersker der oppe i seks, otte, ja ti Maaneder i Træk. I det mindste de to Tredjedele af Aaret sover denne mærkelige Skabning, ofte endog meget mere; thi paa de højst liggende Sieder, hvor den findes, varer dens egentlige Liv næppe to Maaneder. »Mulmeldyrets Sommerliv,« siger Tschudi, »er meget fornøjeligt. Ved Dagens Frembrud kommer de gamle først frem i Indgangen til Hulen, stikker forsigtigt Hovedet ud, spejder, lytter og vover sig derpaa ganske langsomt frem, løber nogle Skridt op ad Skraaningen, sætter sig paa Bagdelen og afgnaver en Tid lang med utrolig Hurtighed det korte Græs. Kort efter stikker ogsaa Ungerne Hovedet frem, smutter ud, nipper lidt af Græsset, ligger hele Timer i Solskinnet og leger muntert med hverandre. Hvert Øjeblik ser de sig om og passer med den største Agtpaagivenhed paa hele Egnen. Den første, som bemærker noget mistænkeligt, en Rovfugl, en Ræv eller et Menneske, udstøder en dyb og stærk pibende Lyd, de andre gentager til Dels Signalet, og i et Nu er de alle forsvundne. Om de overhovedet udstiller egentlige Skildvagter, saaledes som Gemserne, er ikke afgjort. Deres ringe Størrelse sikrer dem mere imod Faren for at blive bemærkede, og deres Sanser, især deres Hørelse og Lugt, er meget skarpe. Om Sommeren opholder Murmeldyrene sig enkeltvis eller parvis i egentlige Sommerboliger, til hvilke der fører 1 — 4 Meter lange Gange med Sidegange og Flugthuller. Disse er ofte saa smaa, at de ser ud, som om man næppe kunde tvinge en knyttet Haand igennem dem. Den løsgravede Jord kaster Dyrene kun for en ringe Del ud; det meste af den træder eller slaar de fast i Gangene, som herved bliver glatte og haarde. Udgangene er sædvanligvis anbragte under Stene. I Nærheden af dem findes der ofte en Del korte Gange, som blot er bestemte til Smuthuller. Hulen selv er ikke synderlig stor. I den føder Hunnen 2—4 Unger, som kun meget sjældent kommer ud, før de er voksede noget til, og som indtil den næste Sommer deler Bolig med de gamle. Henad Efteraaret graver de den egentlige Vinterbolig, som sjældent er anbragt dybere end lx/2 Meter under Grønsværen. Den findes altid længere nede paa Bjærget end Sommerboligen, hvilken sidste ikke sjældent ligger 2600 Meter over Havet, imedens Vinterboligen i Reglen ligger i de øverste Alpegræsganges Bælte eller endog dybt under Trægrænsen. Den er beregnet paa hele Familiens 5—15 Individer og er derfor meget rummelig. Jægeren kender den saa vel paa det Hø, der ligger spredt uden for den, som-paa det med Hø, Jord og Stene indenfra tilstoppede Indgangshul,