Dyrenes Liv: I Pattedyr

GNAVERNE 299 hvorimod Indgangene til Sommerboligen altid er aabne. Borttager man Byggematerialet fra Aabningen til Vinterboligen, saa finder man først en af Jord, Sand og Stene vel muret Indgang. Et Stykke indenfor Jordoverfladen, deler Gangen sig i to, den ene, i hvilken der sædvanligvis blot findes Ekskrementer og Haar, fører ikke langt, og har sandsynligvis kun ydet Byggemateriale til Opmuringen af Hovedgangen. Denne stiger ved den inderste Ende skraat opad og ender i en 1—2 Meter bred Hule, — det rummelige Leje, i hvilken Vintersøvnen tilbringes. Hulen bestaar som oftest af et Rum af Form som en Bagerovn, opfyldt med kort, blødt, tørt, i Almindelighed rødbrunt Hø, som til Dels aarlig fornyes. Fra August Maaned begynder nemlig de forsynlige Smaadyr at afbide Græs og at tørre det, hvorpaa de bærer det i Munden til Hulen, indtil den derværende Mængde er for stor til at slæbes bort af en Mand paa én Gang. Plinius fortæller, at et Murmeldyr lægger sig paa Ryggen, lader sig belæsse med Hø og derpaa øf de andre trække til Hulen som en Slæde. Denne Fabel, der har holdt sig til vore Dage, synes at grunde sig paa, at man ofte finder Murmeldyr, hvis Ryg er skaldet, hvilket dog kun hidrører fra Dyrenes Løben frem og tilbage i de snævre, underjordiske Gange.« Foruden Sommer- og Vinterboligen har Murmeldyret endnu særskilte Smuthuller, som det benytter i Fare. Dets Gang er en ejendommelig, slæbende Rokken, under hvilken Bugen mere eller mindre berører Jorden. Egentlige Spring gør fangne Eksemplarer aldrig; de er alt for klodsede dertil. Komisk er Dyrets Holdning, naar det rejser sig i spejdende Stilling, saa stift som en Pind, med Forpoterne hængende lodret ned. Føden bestaar af saftige Alpeplanter, Urter og Rødder. Murmeldyrene drikker kun sjældent, men da ogsaa meget paa en Gang, smasker velbehageligt og løfter Hovedet efter hver Slurk ligesom Høns eller Gæs. Mange Naturforskere antager, at Murmeldyrene æder af det i deres Vinterhule indslæbte Hø, og alle Iagttagelser synes at bekræfte, at de har en Forudfølelse af Vejrforandring. Som de fleste Dyr, der ligger i Dvale, er Murmeldyrene om Efteraaret meget fede. Saa snart den første Frost indtræder, æder de intet mere, men drikker endnu meget og tit; derpaa udtømmer de sig næsten fuldstændig og drager ind i Vinterboligerne. Den med Hø udforede Hule danner et fælles, blødt Leje for hele Familien, hvis enkelte Medlemmer her ligger sammenbøjede i en dødlignende Dvaletilstand tæt ved hverandre. Al Livsvirksomhed er nedstemt til det yderste; hvert Dyr ligger ubevægeligt og koldt i den en Gang indtagne Stilling, og intet af dem giver noget Tegn til Liv. Blodets Varme synker ned til den samme Varmegrad som Luften i Hulen, og Aandedrættet foregaar kun 15 Gange i Timen. Tager man et Murmeldyr, der ligger i Dvale, ud af Hulen og bringer det i en højere Temperatur, viser dets Aandedræt sig først tydeligere ved 21 Grader Celsius; ved 24 Grader begynder det at snorke, ved 27