Dyrenes Liv: I Pattedyr

300 DYRENES LIV strækker det Lemmerne og ved 31 vaagner det, bevæger sig tumlende hid og did, bliver efterhaanden livligere og begynder endelig at æde. Om Foraaret kommer Murmeldyrene i en meget afmagret Tilstand frem af Vinterboligerne og ser sig begærligt om efter noget spiseligt. Jagten paa Murmeldyr frembyder store Vanskeligheder. Jægeren opdages næsten altid af en af Selskabet, som saa advarer de andre ved deres Piben. Man opstiller forskellige Fælder for dem eller man udgraver dem i Begyndelsen af Vinteren. For Beboerne af de højere Alperegioner er Dyret ikke alene vigtigt som Næringsmiddel, men dets Fedt bruges ogsaa som Lægemiddel i forskellige Sygdomme. Det friske Kød har for øvrigt en ubehagelig, jordagtig Vildtsmag, hvorfor det gærne røges, inden det koges eller steges. I mange Kantoner i Schweiz er det forbudt at udgrave Murmeldyr, hvilket ogsaa snart vil føre til deres Undergang. I yderste Nødstilfælde forsvarer disse Dyr sig for øvrigt tappert med Tænder og Klør. Til Tæmning vælger man helst halvvoksne Dyr, som fodres med Plantestoffer og Mælk; de bliver snart tamme, kommer, naar der kaldes, og kan lære at hoppe om paa Bagbenene, at gaa ved en Stok o. s. v. Det fredelige og fortrolige Dyr er da en Glæde for gammel og ung og vinder sig desuden mange Venner ved sin Renlighed. En Gruppe tiltrækkende Gnavere danner ogsaa Syvsoverne (Myoxidaé). Det er nydelige, egernagtige Skabninger af ringe Størrelse, som fører en tiltalende og ret mærkelig Levemaade. De har et temmelig smalt Hoved, en spids Snude, meget store Øren og en tyk, noget busket Hale. Man kender kun fem, seks Arter, som alle har hjemme i den gamle Verden. De lever paa og i Træer, sjældnere i selvgravede Huler. Sædvanligvis sover de om Dagen og søger Føde i Morgen-og Aftentimerne. Det er højst bevægelige Dyr, som løber og klatrer godt, men ikke gør synderlige Spring. I tempererede Jordstrøg tilbringer de Vinteren i Dvale i deres Reder. Mange samler Forraad og tyr til dem, naar de af og til vaagner; andre tager saa godt til sig inden Vinteren, at de nøjes med at tære paa deres Fedt. Deres Føde bestaar af alle Slags Frugter og Frø; de fleste tager ogsaa Insekter, Æg og Fugleunger. Naar de æder, sidder de oprejste som Egernet. Tidligt indfangede Eksemplarer bliver nogenlunde tamme. Den almindelige Syvsover (Myoxtis giis') var allerede Romernes Yndling. De omgav Ege- og Bøgelunde med glatte Mure, ad hvilke Syvsoverne ikke kunde klatre op, og indenfor Omhegnin-gen anlagdes Yngle- og Sovehuler for dem; man fodrede dem med