Dyrenes Liv: I Pattedyr

GNAVERNE 321 »Brødre«. Boligerne er som hos hin to Slags, enten simple Huler under Jorden med flere Udgange, der alle udmunder under Vandet, eller Hytter over Jorden. De sidste anlægges fornemmelig i Norden, hvor Dammene fryser til. De er hvælvede og staar paa en Hob af Dynd, saa at de rager op over Vandspejlet. Deres Vægge dannes af Siv og Stargræs, som sammenkittes med Dynd. Hytten indeholder kun et Rum, der er 40—60 Ctm. i Tværmaal. Indgangen dannes af en igennem Underbygningen førende Gang, som udmunder paa Bunden af Vandet. Fra denne Gang udgaar der andre Gange, som løber et Stykke hen under Jorden. De forlænges efter Om stændighederne, da de blot tjener til Opbevaringssted for Rødderne af de Vandplanter, af hvilke Bæverrotten ernærer sig om Vinteren. Saa længe Mosen ikke bundfryser, lever den meget selskabelig i den lune, ved Snelaget yderligere beskyttede Bolig. Dens Føde bestaar næsten udelukkende af Vandplanter; dog har man ogsaa fundet tomme Muslingeskaller i flere Boliger, og fangne Bæverrotter æder meget gærne Muslinger. Bæverrotterne er livlige og holder meget af at lege i Vandet. I stille Nætter kan man se dem boltre sig og svømme om i alle Retninger, idet de efterlader mange, blanke Striber i Vandet, imedens nogle sidder stille ved Græstotter eller Stene, hvorfra de kan naa den paa Vandet svømmende Føde, og andre fra Bredderne en for en plumper ud i Vandet som Frøer. Naar man afskyder en Bøsse, opstaar der en ubeskrivelig Forvirring og Flugt. Halve Snese af dem dykker ved Knaldet af Bøssen eller forsvinder i deres Huler med en Hurtighed uden Lige. Hunnen føder i sin Bolig eller i en underjordisk Hule 3 6 ünger. Näar Dyret fanges i en ung Alder, bliver det meget tamt; gamle Dyr er derimod bidske. Kødet spises af Indianerne, og Skindet finder en stor Udbredelse, til Trods for den derved hængende Desmerlugt. Indianerne ved meget nøje, hvilke Hytter der er beboede, nærmer sig dem lydløst, jager af al Magt et Spyd igennem Væggen og spidder sævanligvis Bæverrotterne paa det. Studsmusene (Arvicolina) slutter sig nær til Bæverrotterne. Vandrotten eller Mosegrisen, norsk Vonden, (Arvicola amphibius'j, lever, som det ligger i Navnet, ved og i Vandet. Den opholder sig i underjordiske Gange, som den selv graver, og som fra Vandspejlet fører skraat op ad og udmunder i et større Rum, som udgør den egentlige Bolig. Derfra gaar den sædvanligvis ned i Vandet, tumler sig deri og søger der sin Føde. Fra den sorte Rotte adskiller Vandrotten sig ved det tykke og afrundede Hoved, de korte Ører og den korte Hale. Den er vidt udbredt og findes fra det atlantiske til det okotske Hav, fra det hvide Hav til Middelhavet. Sjælden er den intetsteds, hverken paa Sletter eller i Bjærgegne, ja den forekommer endog paa Højbjærgene. , • 21 Brehm: Dyrenes Liv. I.