Dyrenes Liv: I Pattedyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 526
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
322
DYRENES LIV
I Danmark findes den overalt; i Norge træffes den i betydeligt Antal, navnlig paa Øer og Holme langs med Kysten.
Ved sin Levemaade minder den i mange Henseender om Muldvarpen og tillige om Bæverrotten. I Haver anlægger den Gange, som kan være mange Hundrede Skridt lange, opkaster Tuer ligesom Muldvarpen og anbringer sin Bolig i en af de større Jorddynger. Som oftest løber de lange Gange tæt hen under Jordens Overflade, aldrig dybere, end Planternes Rødder naar ned, og ofte saa højt oppe, at Jordskorpen løftes under Gravningen, og at Gangens Loft bestaar af et Jordlag, der næppe er 2—3 Ctm. tykt. Saadanne Gange bliver naturligvis ofte ødelagte og spærrede; men Dyret er utrætteligt i at udbedre dem, selv om det maa ske flere Gange om Dagen. Tuerne er langt uregelmæssigere end Muldvarpens, bestaar til Dels af større Jordklumper, ligger ikke i lige Linje for hverandre og lades aldrig aabne. I disse Anlæg lever Dyrene parvis, det ene Par i Nærheden af det andet.
Ved Damme bestaar Vandrottens Føde især af Rørstængler; men desuden ernærer de sig og-saa af Insekter og deres Larver, mindre Frøer, Fisk og Krebs, Fugleæg o. s. v. Om Efteraaret anlægger de et Forraadskammer, som ved Gange forbindes med Reden; dette Kammer fyldes med Ærter, Bønner, Løg og Kartofler. Kun i stræng Kulde fal-
der de i en Dvaletilstand, dog uden at blive stive.
Vandrotterne formerer sig stærkt; tre, fire Gange om Aaret træffer man 2—7 Unger i deres underjordiske, lune og bløde Rede. Undertiden findes Rederne i tæt Buskads, umiddelbart over Jorden, yderst sjældent imellem Rør.
For Fangenskab egner Pleje og bliver aldrig tam.
Vandrolte.
Vandrotten
sig ikke. Den kræver god
Til Studsmusene hører en af de mærkeligste Gnavere: Sne-musen (Arvicola nivalis). Højt oppe paa Alperne, hvor det øvrige Dyreliv er ophørt, lever denne lille Skabning uden at søge Tilflugt i Jorden i den kolde Aarstid.
Snemusen er temmelig lille; Kroppen er 12,5 og Halen 6,8 Ctm. lang. Skindet er paa Rygsiden lyst brungraat og paa Bugsiden temmelig skarpt begrænset hvidgraat.
»Snemusen har,« som Blasius siger, »den mindste, men ejendommeligste Udbredelseskreds af alle Mus. Den bebor Alpekæden i hele dens Udstrækning. Desuden er den ogsaa fundet paa Pyre-