Dyrenes Liv: I Pattedyr

340 DYRENES LIV kommer dog tæt hen til dyrkede Strøg, ja de Rejsende ved endog, at de spanske Kolonier ikke er langt borte, naar man kommer til de saakaldte »Viscacheras« eller Boliger for dette Dyr. Paa store, sparsomt bevoksede, tørre Stepper tager Viscachaen Ophold og graver sig vidtstrakte Huler, helst i Nærheden af Buske og ikke langt fra Marker. Boligerne graves og bebos af flere i Forening. De har en Mængde Gange og Flugtrør, ofte 40—50; i det Indre er de delte i flere Kamre, i Forhold til det Antal Familier, de rummer. Dette Antal kan stige indtil 8—10, men da forlader ogsaa en Del af Beboerne den gamle Hule og anlægger en ny. Mangen en Gang er Jorden undermineret paa et Fladerum af en hel Kvadratmil. Om Dagen ligger hele Familien skjult i Hulen; først henimod Solens Nedgang kommer den ene efter den anden frem, og naar Tusmørket begynder, har der samlet sig et ganske talrigt Selskab uden for Boligerne. Dette undersøger meget omhyggeligt, om alt er sikkert, og holder sig længe nær ved Hulerne, inden det bereder sig til at gaa ud at græsse. I deres Bevægelser har Viscachaerne meget til fælles med Kaninerne, men er ikke nær saa hurtige. Derimod er de meget muntre og oplagte til at lege. Imedens de græsser, leger de næsten uafbrudt, springer gryntende over hverandre o. s. v. Ligesom den sydamerikanske Ræv eller Sjakalen slæber de alt, hvad de finder, medens de græsser, hen til Hulerne og opdynger det foran Indgangen som Legetøj. Saaledes finder man Knogler, Kogødning og tilfældigt tabte Genstande, af hvilke de ikke kan have den ringeste Nytte, opstablede uden for deres Boliger; og naar Gauchoerne savner noget, gaar de altid hen til de nærmeste Viscacheras for at søge efter det. Fra det Indre af Boligerne bortskaffer Dyrene derimod alt, hvad der ikke hører til der, endogsaa Ligene af deres egne Kammerater. I sin Hjemstavn efterstræbes Viscachaen især paa Grund af dens Graven i Jorden. Paa de Steder, hvor den er hyppig, bliver det livsfarligt at ride, da Hesten bliver ui-olig og sky over hvert Øjeblik at synke i, eller vel endog brækker et Ben og maaske ogsaa kaster Rytteren af. Man bekæmper derfor i Nærheden af Kolonierne disse Dyr med Ild og Vand, idet man afsvider Græsset for at berøve dem deres Føde og sætter deres Boliger under Vand for at jage dem ud i det fri, hvor Hundene snart tager dem i Nakken. Indianerne spiser Kødet og benytter Skindet, som dog er af langt ringere Værd end de foregaaendes. Harerne (Leporidae) er de eneste Gnavere, som har flere end to Fortænder. De har nemlig bag de skarpe, brede og furede Fortænder i Overkæben to stumpe, næsten flrsidede Smaatænder. Familien indeholder ikke mange Arter, men er udbredt over den største Del af Jorden, med Undtagelse af Nyholland og de nærmeste