Dyrenes Liv: I Pattedyr

GNAVERNE 341 Øer. Harerne ernærer sig af bløde, saftige Plantedele. De fleste lever i mindre Selskaber og holder trofast ud paa det Sted, hvor de har hjemme. Om Dagen ligger de skjulte i en Fordybning eller Hule, og om Natten strejfer de om efter Føde. Egentlige Natdyr er de dog ikke. Harens Hurtighed viser sig kun i fuldt Løb; i langsom Gang bevæger den sig kun ubehjælpsomt paa Grund af Bagbenenes Længde. Derimod kan den endogsaa i det pilsnareste Løb udføre de mest overraskende Vendinger. Almindelig bekendt er dens Aarvaagenhed og Frygtsomhed, mindre bekendt den store List, som udvikler sig hos den med Alderen. Dens Fejghed gaar ikke saa vidt, som man tror, og gamle Linné har til Dels gjort den Uret ved for evig Tid at brændemærke den med Navnet timidus, Kryster. Haren formerer sig stærkt, men efterstræbes af en hel Hær af Fjender, af hvilke nogle dog kun binder an med Harekillingerne. Vor almindelige Hare, ogsaa kaldet Graaharen, (Lepus timidus) forekommer i forskellige Farvevariationer, alle mere eller mindre stemmende med Jordbundens Grundtone. Den er udbredt over hele Mellemeuropa og en lille Del af det vestlige Asien. Frugtbare Sletter med Kratskove og de nederste skovrige Afsatser af Bjærgene er »Mortens« Yndlingsopholdssteder; dog findes Haren i Alperne indtil en Højde af 1500 M. over Havet og i Kaukasus endnu 500 M. højere. Haren tilbringer hele Dagen sovende eller blundende i Sædet. Den løber aldrig lige hen til det, men render først et Stykke forbi det, vender om, gør atter nogle Spring fremad, derpaa et Sidespring og vedbliver dermed nogle Gange, indtil den endelig med et større Spring end de foregaaende kommer til den Plads, hvor den vil blive. Harens Sæde bliver dannet ved, at den paa fri Mark graver en 5—8 Ctm. dyb, ved den bageste Ende stærkere udhulet Fordybning, der er saa lang og bred, at der kun bliver en ringe Del af det øverste af Ryggen synlig, naar den lader Hovedet med de tilbagelagte Øren hvile paa de udstrakte Forben og trækker Bagbenene ind under Kroppen. I dette Leje finder den i den milde Aarstid en taalelig Beskyttelse imod Regn og Blæst. Om Vinteren graver den Sædet saa meget dybere, at man sædvanligvis kun ser et lille, mørkegraat Punkt af den. Om Sommeren vender den Hovedet mod Nord, om Vinteren mod Syd, men i stormfuldt Vejr saaledes, at den har Vinden imod sig. Det er, som om Naturen har søgt at holde Haren skadesløs for dens medfødte Frygtsomhed ved til Gengæld at skænke den Munterhed, Hurtighed og List. Har den under Nattens Beskyttelse fundet Lejlighed til at stille sin meget gode Appetit, og er Vejret ikke alt for slet, tumler den sig, alene eller i Selskab med flere Kammerater, straks efter at Solen er staaet op, paa en tør, helst sandet Plads. Her lægger den sin Livsglæde for Dagen ved overgivne Krumspring, Løben om i en Kreds og en kaad Boltren. Af Ræven lader en