Dyrenes Liv: I Pattedyr

342 DYRENES LIV gammel Hare sig ikke let overraske, men reddder sig, naar den er sund og frisk, saa godt som altid ved Flugten. Naar den jages af Mynder, søger den at drive en anden Hare op af Sædet og trykker sig derpaa ned i dens Leje, idet den koldblodig overlader den fordrevne Besidder til Forfølgelsen; eller ogsaa farer den lige ind imellem en hel Flok Kvæg eller ind i det første det bedste Sivkrat og svømmer ogsaa i Nødstilfælde over temmelig brede Vandløb. Men under ingen Omstændigheder sætter den sig til Modværge imod nogen levende Skabning af en anden Art, og kun naar den ophidses af Skinsyge, indlader den sig i Kamp med en af sine Lige. Sædvanligvis giver den kun en Lyd fra sig, naar den ser sig i Fare. Denne Lyd ligner et spædt Barns Graad. Af Harens Sanser er Hørelsen bedst udviklet; Lugteevnen er ret taalelig, men Synet meget svagt. Blandt dens aandelige Egenskaber staar dens Forsigtighed og Opmærksomhed øverst. Dens meget omtalte Fredsommelighed er derimod ikke saa stor som den gælder for. Ja, der gives endog dem, der paastaar, at Haren ligefrem er ondskabsfuld, hvilket vel ikke viser sig ved, at den kradser og bider, men paa den mest oprørende Maade giver sig tilkende i Hunnens (Sætterens) Fornægtelse af Moderkærligheden og i Hannens (Ramlerens) Grusomhed imod Smaakillingerne. Harea yngler tre, fire Gange om Aaret; Parringen begynder efter haarde Vintre i den første Del af Marts, efter mildere allerede mod Slutningen af Februar. Jo mere Føde Haren forefinder, desto tidligere indtræder Parringen. Troværdige Jægere forsikrer, at de ved denne Lejlighed opstaaede Tvekampe imellem to Harer ingenlunde er saa uskyldige, som de ser ud til, da de ikke sjældent hai- truffet Harer, hvis Øjne var bievne beskadigede ved en saadan Dyst. Hunnen gaar omtrent en Maaned drægtig. I Almindelighed føder (sætter) den første Gang i den sidste Halvdel af Marts og fjerde og sidste Gang i August. Det første Kuld bestaar af 1—2, det andet af 3—5, det tredje af 2 og det fjerde af 1—2 Unger. Kun i meget gunstige Aar fødes der fem Kuld. Ungerne kommer til Verden med aabne Øjne og meget udviklede. Moderen bliver kun 5—6 Dage hos de smaa og overlader dem derpaa til deres Skæbne. Kun fra Tid til anden kommer den tilbage til det Sted, hvor den bragte sit Afkom til Verden, lokker det til sig ved en ejendommelig Smækken med Ørerne og lader det die. Naar en Fjende nærmer sig, forlader den regelmæssigt de smaa; dog har man haft Eksempler paa, at gamle Hunharer har forsvaret deres Yngel imod mindre Rovfugle og Ravne. Det første Kuld gaar næsten altid til Grunde. En ung Harefamilie forlader kun nødigt den Egn, hvori den er født, og Søskende fjærner sig ikke langt fra hverandre, om de end hver for sig graver deres eget Sæde. Naar de er halvvoksne, skilles de, og allerede i deres første Aar er de i Stand til at forplante sig. Haren bliver i det højeste 7-8 Aar gammel; dog forekommer