Dyrenes Liv: I Pattedyr

362 DYRENES LIV modig paa, at vi skulde drage forbi. Endelig betraadte min Hest Vejen, rystende af Angst. Vi kom forbi, og i samme Øjeblik traadte Elefanten frem af Tykningen, løftede sin Byrde op paa ny og fortsatte som før sin besværlige Gang.« Det er ganske urigtigt, naar der paastaas, at Elefanten er et ondskabsfuldt Dyr. Dens Væsen er mildt og roligt, og den angriber aldi’ig uden at være tirret, men undviger tværtimod næsten ængsteligt alle, endog mindre Dyr. »Elefantens værste Fjende,« siger Ten-nent, '>er — Fluen.« — »En Mus,« forsikrer Cuvier, »kan indjage den tamme Elefant en saa stor Skræk, at den ryster over hele Legemet.« Alle de gængse Fortællinger om Kampe mellem Elefant og Næsehorn eller mellem Elefant og Løve og Tiger maa henvises til Fabelens Rige. Ethvert Rovdyr vogter sig vel for at angribe Elefanten, og denne giver heller ingen Anledning til Nag eller Hævnlyst. En Elefantflok kan være af højst forskellig Størrelse og kan fra ti, femten, tyve Individer vokse op til Hundrede. Hjorden anføi’es af den klogeste Elefant, lige meget om det er en Han eller en Hun, og dennes Bestilling er meget besværlig, da den er i uafbrudt Virksomhed med at agte paa enhver Fare og med at vaage over Flokkens Sikkerhed. Til Gengæld nyder den ogsaa den mest ubetingede Lydighed fra sine undergivnes Side, og naar den gaar i Spidsen, følger de andre den blindt. Skovenes Rigdom er saa stor, at Elefanterne aldrig kan lide Mangel og derfor heller aldrig er graadige. De brækker Grene af Træerne ligesom for Morskab, vifter sig med dem, forjager de forhadte Fluer og fortærer derpaa i Ro og Mag Løvet og Kvistene efter først at have brækket det hele lidt sammen. Kommer en Elefanthjord til et Sted, der er bevokset med saftigt Græs, saa græsser den, idet Dyrene med Snabelen oprykker friske Græstotter og banker dem mod et Træ for at faa den vedhængende Jord til at falde af, hvorpaa de stikker den ene Tot efter den anden ind i Gabet. Om Natten besøges vel af og til en dyrket Mark, men allerede den simpleste Skræmsel eller den svageste Indhegning er tilstrækkelig til at holde Elefanterne borte. Ligesom det er Tilfældet med Foderet fører Elefanten ogsaa al Drikke til Munden ved Hjælp af Snabelen, idet den suger begge dennes Rør fulde og derpaa sprøjter Indholdet ned i Svælget. Naar Tørsten er slukket, oversprøjter Dyret sin Krop, og Snabelen kan ogsaa opsuge Sand og Støv, der anvendes til at fordrive besværlige Insekter. Elefanternes Formerelse er kun ringe, og de hører desværre til de Dyr, der er viede til Undergang. Man efterstræber dem for at faa det kostbare Elfenben og har af den Grund allerede længe ført en Ødelæggelseskrig imod dem. Negrene i Vestafrika fletter Slyngplanterne i Skovene sammen til et Næt, jager Elefanterne ind i de paa denne Maade omhegnede Steder og kaster Hundreder af Lauser