Dyrenes Liv: I Pattedyr

364 DYRENES LIV ligeledes skjulte af Træerne. Endelig var der paa en Gruppe af Træer blevet oprettet en Tribune for Statholderens Selskab. Da nu Corralen var færdig, begyndte Driverne deres Gerning. De maa ofte omspænde et Rum paa mange Kilometer for at hidskaffe et anseligt Antal Elefanter. Dyrene er yderst fredelige og ønsker kun at græsse i Ro og Mag; de viger tilbage for den ringeste Forstyrrelse, — og deraf maa man benytte sig til at forurolige dem netop saa meget, at de rykker langsomt frem i den ønskede Retning. Vækkes deres Mistanke, saa at de viser Tegn paa Uro, griber man til skarpere Forholdsregler. Med Mellemrum af ti Skridt rundt om den Plads, hvorpaa Elefanterne holdes sammen, tændes der Baal, som vedligeholdes Dag og Nat. Drivernes Tal udgør 2—3000, og der anlægges Stier igennem Junglekrattet for at holde hele Linien i stadig Forbindelse. Paa denne Maade drives Elefanterne saa tæt hen til Indhegningen, at de to Fløje af Drivernes Linie støtter sig til Enden af Corralen; det hele udgør nu ca. 4 Kilometer i Omkreds, og der ventes kun paa Signalet til Slutningsdrivningen. Med alle disse Forberedelser var der hengaaet to fulde Maaneder. Tre forskellige Flokke, tilsammen 40—50 Elefanter, var omringede og laa skjulte i Junglekrattet. Alle vogtede sig for at gøre den ringeste Støj. Pludselig blev Signalet givet, og Skovens Stilhed blev nu afbrudt af Drivernes Raab, Trommehvirvler og Geværskud. Man begyndte fra det fjærneste Punkt og drev saaledes Elefanterne nærmere og nærmere henimod Indgangen til Corralen. Endelig tilkendegav Grenenes Knagen og en Raslen i Underskoven deres Komme. Flokkens Fører brød ud af Junglekrattet og styrtede vildt frem indtil en Afstand af 30 Skridt fra Fangerummet; og hele Hjorden fulgte ham. Men pludselig gjorde de alle højre om og ilede til trods for Driverne tilbage til deres tidligere Plads i Junglekrattet. Formanden for Driver-Opsynsmændene traadte nu frem og forklarede, at et Vildsvin havde krydset »Fordyrets« Vej og derved bragt Flokken til at vende om. Han tilføjede, at det i Betragtning af Hjordens ophidsede Tilstand var Jægernes Ønske at opsætte et nyt Forsøg til om Aftenen. Efter Solens Nedgang frembød Pladsen et overordentlig interessant Skue. Baalene flammede gennem Mørket, og Røgen steg hvirvlende op imellem Træernes rige Løvværk. Tilskuerne iagttog en dyb Taushed, og der hørtes ingen anden Lyd end Insekternes Summen. Med ét afløstes Stilheden af Trommehvirvler og Geværskud, og der blev overalt kastet nye Kviste paa Baalene. Kun ad Corralen til laa alt i Mørke. Henimod den begav de forskrækkede Elefanter sig i rasende Hast, idet de nedtrampede Underskoven og knækkede de tørre Grene. Det ledende Dyr standsede et Øjeblik foran Corralen, stirrede vildt om sig og styrtede derpaa over Hals og Hoved ind ad den aabne Port, fulgt af hele Flokken. Indhegningen om Fangerummet, der hidtil havde været indhyllet i det dybeste Mørke, straalede nu pludselig af Tusinder af Lys, idet enhver Jæger ilede til med en Fakkel, som han havde tændt ved det nærmeste Baal.