Dyrenes Liv: I Pattedyr

UPARRETTAAEDE 371 hos Hesten, og Ørerne er længere end Hesteører, men dog sirligere end hos Æslet. En opretstaaende Manke, der ligner Manken paa et Føl, løber fra Issen ned over Skuldrene. Forøvrigt er Haarlaget forskelligt efter Aarstiderne, langt om Vinteren, ganske kort om Sommeren. Halsen er bleggul og Kroppen fra Ryggen ned ad Siderne næsten okkergul; Siderne og Lemmerne er lysere. Aabne og tørre, med Smaabuske bevoksede Sletter og Bjærg-skraaninger i det østlige Mellemasien, især i Mongoliet, er Kulanens Hjem, og paa Sletterne strejfer den flokkevis om, især hvor der er Søer, ja blot saltholdige Pytter. Det andet fra Kulanen forskellige vilde Æsel i Asien er Onager’en (Asinus onager), som gentagne Gange nævnes i Bibelen. Den er noget mindre end Kulanen, men har dog meget højere og finere Lemmer end det almindelige Æsel. Dens fremherskende Farve er smuk hvid med en sølvagtig Glans; Hovedet og Siderne af Halsen og Kroppen samt Krydset er lyst isabeDafarvede. Haarlaget er endnu blødere og mere silkeagtigt end hos Hesten. Vinterhaaret kan sammenlignes med Kameluld, Sommerhaaret er yderst glat og fint. Manken bestaar af bløde, uldagtige, ca. 10 Ctm. lange Haar og stritter stift i Vejret. Onagerens Sanser er saa skarpe, at det ikke er muligt at komme den nær paa aaben Steppe. Den er desuden overordentlig nøjsom og drikker i det højeste kun én Gang om Dagen, saa at det som oftest er spildt Ulejlighed at oppebie den ved Drikkestederne. Den foretrækker saltholdige Planter for al anden Næring samt Planter med bitter Mælk som Løvetand, Svinemælk o. L, hvorimod den ingen Ynder er af vellugtende, balsamiske eller af stikkende Planter. Den foretrækker salt Vand for fersk; kun maa det være rent; plumret Vand drikker den aldrig. Stamformen til vort Tamæsel lever i Afrika, hvor den er repræsenteret ved to Underarter. Den ene, Steppeæslet (Equus asinus africanus) ligner i Størrelse og Udseende sin tæmmede Efterkommer i Ægypten men i Holdning og Væsen ganske sine vildtlevende asiatiske Slægtninge. Det er stort, smækkert og smukt bygget, snart askegraat, snart isabellafarvet, paa Bugsiden lysere, halet tydeligt fremtrædende, mørkt Kors over Skuldrene og paa Ydersiden af Underfoden nogle mere eller mindre kendelige Tværstriber. Manken er temmelig ubetydelig og kort, men Haledusken lang og tyk. Dette Dyr findes rimeligvis i alle Steppelandene Øst for Nilen. Omkring Atbara, den vigtigste Biflod til Nilen, findes det hyppigt, ligeledes paa Barkasietten; dets Udbredelseskreds naar til Kysten af det røde Hav. Her lever det under ganske lignende Forhold som dets asiatiske Frænder. Enhver Hingst anfører sin Hjord paa 10—15 Hopper, som den bevogter og forsvarer. Arten er ualmindelig sky og Jagten paa dette Dyr højst besværlig. Fra Steppeæslet adskiller Somaliæslet (E. asinus somalicus) sig ved at være større og have længere Manke. Den har intet