Dyrenes Liv: I Pattedyr

372 DYRENES LIV Skulderkors, men derimod mange tydelige, sorte Tværbaand paa Benene. Disse Tværbaand hos de afrikanske vilde Æsler har stor systematisk Interesse, da de viser, at de er Mellemformer mellem asiatiske Æsler og Zebraerne. Om det tamme Æsel har vi her i Norden oftest ganske forkerte Forestillinger. Det nordiske Æsel er som bekendt en doven, egensindig, ofte stædig Krabat, der i Almindelighed, om end med Urette, gælder for et Sindbillede paa Enfoldighed og Dumhed. Det sydlandske Æsel, navnlig det ægyptiske, er derimod et smukt, livligt, meget flittigt og udholdende Dyr, som ikke staar synderligt tilbage for Hesten, ja i adskillige Henseender overgaar den. Men det bliver ogsaa behandlet med langt større Omhu end hos os. I mange Egne af Orienten holder man de bedste Racer lige saa rene som de ædleste Hestes, fodrer Dyrene meget godt, overanstrænger <leni ikke, medens de er unge, og kan derfor af de udvoksne forlange Arbejder, som det vilde være vore Æsler umuligt al udrette. Og man har der Grund til at anvende megen Omhu paa Æselavlen; thi Æslet er der Husdyr i Ordets mest udstrakte Betydning; det findes lige saavel i den Biges Palads som i den Fattiges Hytte; det er Sydboens underdanigste Tjener. Allerede i Grækenland og Spanien findes der meget smukke Æsler, skønt de dog endnu staar langt tilbage for deres Brødre i Orienten, navnlig i Arabien, Persien og Ægypten. Allerede fra gammel Tid har man parret Hest og Æsler med hinanden og ved denne Krydsning faaet Bastarder, som maa kalder Muldyr, naar Faderen er et Æsel, og Mulæsel, naar Moderen er et Æsel. Begge har i deres Bygning mere tilfælles med Moderen end med Faderen, men i deres Væsen slægter de nærmest Faderen paa. Muldyret (Equus mulus) er næsten lige saa stort som Hesten og er omtrent bygget som den, men adskiller sig fra den ved Hovedets Form, Ørernes Længde, den korthaarede Halerod, de smækre Laar og de smalle Hove, hvilket alt minder om Æslet. I Farve ligner det sædvanligvis Moderen. Det skryder som sin Fader. Mulæslet (Equus hinnus') har beholdt Moderens uanselige Vækst og ringfe Størrelse og skylder kun Hesten det smallere og længere Hoved, de kortere Ører, de fyldigere Laar, den i hele sin Længde behaarede Hale og den vrinskende Stemme. Paa Grund af deres større Brugbarhed opdrætter man i Almindelighed kun Muldyr og ikke Mulæsler. Muldyret 'forener i sig begge sine Forældres Fortrin. Dets Nøjsomhed og Udholdenhed, dets jævne, sikre Gang er en Arv fra Æslet, dets Kraft og Mod fra Hesten. I alle Bjærglande er Muldyret saa godt som uundværligt. Et godt Muldyr bærer en Byrde af 150 Kilo og tilbagelægger dermed daglig 20—28 Km. Det er ofte blevet paastaaet, at Muldyr og Mulæsler er ufrugt-