Dyrenes Liv: I Pattedyr

384 DYRENES LIV ret kendt under det bibelske Navn »Saphan«, et Ord, som Luther oversatte med »Kanin«. Den abyssiniske Fjældgrævling, den saakaldte Ashkoko, (Hyrax abyssinicus) bliver 25—30 Ctm. lang. Dens Pels er fin, blød og tæt, paa Ryggen graabrun, paa Bugen lysere. Der forekommer iøvrigt mange Farvevarieteter. Alle Fjældgrævlinger er Bjærgbeboere. Naar man lister sagte gennem Dalene, ser man dem sidde eller endnu oftere ligge i hele Rækker paa Klippeafsatserne; thi de er stilfærdige, dovne Dyr, til hvis Velvære det hører at sole sig. En rask Bevægelse eller en pludselig Støj bortskræmmer dem øjeblikkeligt, og de smutter da alle bort, vævre som Gnavere, og snart er hele Massen forsvunden. I Nærheden af Landsbyer, hvor man ligeledes træffer dem, er de kun lidet sky og færdes dristigt i Beboernes Paasyn. For Europæere eller Folk i fremmed Dragt trækker de sig derimod straks tilbage til deres Klipperevner. Langt større Frygt end Mennesket indjager en Hund dem. Selv om de har skjult sig for den i deres Huller, hører man deres ejendommelige, bævende og skingrende Skrig, som har en stor Lighed med de mindre Abers. Naar Fjældgrævlingerne henimod Aften eller om Natten lader deres Stemme høre, paastaar Abyssinierne, at deres værste Fjende, Leoparden, lister sig om paa Klippevægene; thi da de er ægte Dagdyr, hører man aldrig noget til dem paa hin Tid, undtagen naar de forstyrres. Ogsaa Fugle kan sætte dem i den største Forfærdelse; en tilfældigt forbiflyvende Krage, ja endog en Svale er nok til at drive dem tilbage til deres sikre Borg. Den fredelige og værgeløse Fjældgrævling lever mærkeligt nok i stadigt Selskab og god Forstaaelse med et Rovdyr, som ingenlunde er til at foragte, nemlig Zebramangusten (Herpestes zebra), til hvilken der endnu slutler sig en Tor nøgle (rimeligvis Slellio cya-nogaster). Som det synes, spiller den forsigtige Fjældgrævling en Skildvagts Rolle i dette selskabelige Kløverblad; thi saasnart den udstøder sin skingrende Piben, forsvinder hele Selskabet i Klipperevnerne. Fjældgrævlingerne er højst selskabelige, og man træffer dem næsten aldrig enkeltvis. Deres Hjem er saa rigt paa krydrede Alpeplanter, at de vel aldrig lider Mangel. Som det synes, drikker de lidet eller intet; Størstedelen af Aaret gives der i deres Hjemstavn ikke en Draabe Vand, og de maa derfor som saa mange andre Dyr nøjes med Natteduggen.