Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 403 I Februar føder Hunnen en Unge, som straks efter Fødselen viser en usædvanlig Udholdenhed og Hurtighed. De unge Han-Vicunjaer bliver hos Moderen, indtil de er udvoksede; da slutter hele Flokken af Hunner sig sammen og fordriver Hannerne ved at bide og slaa dem. De sidste samler sin nu i Smaaflokke, der kan vokse op til Skarer paa 25—30 Individer. Vicunjaen træffes ogsaa undertiden enkeltvis, indhentes da efter en kort Galop og fanges med Lassoen. Indianerne bruger sjældent Bøssen til at fælde Vicunjaen med. De anstiller Jagter, til hvilke enhver Familie paa Højsletten i det mindste maa stille én Mand. Der medtages Stokke og uhyre Nøgler af Sejlgarn. Paa en dertil skikket Slette stikkes Stokkene i Jorden i 12—15 Skridts Afstand fra hverandre og forbindes indbyrdes ved Sejlgarn i en Højde af henved 1 Meter. Paa denne Maade afstikkes der et kredsformigt Rum, 3 -4 Km. i Omfang, paa hvis ene Side der dannes en aaben Indgang, der er el Par Hundrede Skridt bred. Til den Snor, der danner Kredsen, befæster Kvinderne brogede Lapper, som bevæges frem og tilbage af Vinden. Saa snart alt er færdigt, begiver Mændene, som til Dels er til Hest, sig til hver sin Side og driver fra en Omkreds af flere Mile alle Vicunjaer gennem den aabne Indgang ind i Indhegningen. Naar der er samlet et tilstrækkeligt Antal, lukkes denne. De frygtsomme Dyr vover ikke at sp. inge over Snoren med de flagrende Lapper og bliver let fældede med de saakaldte »Bolas«, der bestaar af tre Kugler, to tungers, og en lettere, af Bly eller Sten, som er befæstede til lange Snore af Vicunjasener. Disse Snore sammenknyttes ved den frie Ende. Naar Redskabet bruges, tages den letteste Kugle i Haanden, og de to andre svinges i store Kredse over Hovedet. I 15 20 Skridts Afstand fra Maalet slippes Haandkuglen pludselig løs, og nu svinger alle tre Kugler sig i Kredse henimod et bestemt Punkt og slynger Snorene om den Genstand, de træffer. Der sigtes sædvanligvis efter Dyrenes Bagben. Disse knyttes saa fast sammen, at enhver Bevægelse er hæmmet, og at Dyret styrter. Der kræves lang Øvelse til at bruge slige Bolas med Færdighed, især til Hest; thi Begynderen tilføjer ikke sjældent sig selv eller sin liest livsfarlige Saar. De med Bolas fangne Vicunjaer slagtes, hvorpaa Kødet deles ligeligt iblandt de tilstedeværende. Skindene tilhører Kirken.« Paa Inkaernes Tid blev Jagterne anstillede efter en langt større Maalestok; der samledes da aarligt 25—30,000 Indianere, som fra en Omkreds af omtrent 150 Kilometer drev alt Vildt sammen i en umaadelig Kreds. De skadelige Dyr, som Bjørne, Kuguarer og Ræve, blev dræbt, men af Hjortene, Raadyrene, Vicunjaerne og Huanacoerne fældedes der kun et bestemt Antal. Der skal ofte være blevet drevet 40,000 Stykker sammen.