Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARBETTAAEDE ec 01 og Udseende adskiller den amerikanske Bison sig fra den europæiske ved at have forholdsvis kortere Ben og Hale, et stærkere udviklet Bryst, en svagere Bagdel og et længere Haarlag. Hovedet er mægtigt, bredt over Panden og forholdsvis større end hos den europæiske Bison, Halsen kort og Skulderpartiet ualmindelig højt. De korte og tykke Horn bøjer sig svagt ud og opad, men atter noget indad med Spidserne. Haarvæksten ligner den europæiske Bisons og er ligesom dennes forlænget paa Forkroppen. Farven er graa-brun og gaar i Manken over til Sortbrunt. Möllhausen saa’ i 1851 Hundredtusinder af Bisoner paa de endeløse Prærier vest for Missouri, — saa store Masser, at Sletten, saa vidt som Øjet rakte, var sort af disse Dyr. Saadanne Masser udgjorde dog ikke én, men bestod af talrige mindre Flokke. Om Sommeren spredte Bisonerne sig over de udstrakte Sletter, om Vinteren sluttede de sig sammen og søgte hen i Skovegne. Hvert Aar foretog de en Vandring: Fra Juli drog de mod Syd til de frugtbare Egne henad Arkansas, og i Foraaret vendte de tilbage til Norden, opløste i Smaaflokke. Disse Vandringer udstrakte sig fra Kanada til Kystlandene ved den meksikanske Bugt og fra Missouri til Klippebjærgene. Hvor de havde fast Ophold, drog de med saa stor Regelmæssighed fra Græsgangene til Drikkestederne, at der opstod de saakaldte «Bøffelstier«, som alle de, der tidligere har gennemrejs! Prærierne, kender. Hvor plump Bisonen end ser ud, bevæger den sig med overraskende Lethed. Den svømmer med Kraft og Udholdenhed og betænker sig heller ikke paa at styrte sig i Vandet. Bisonen er ikke aldeles utæmmelig, — kun varer det længe, inden den aflægger sin medfødte Mistro. Stemmen er en dump, just ikke synderlig høj Brølen; men naar Tusinder og atter Tusinder stemmer i, smelter Lyden sammen til en ubestemmelig Tone, der bedst kan sammenlignes med en fjærn Torden. Mange af disse Dyr gik til Grunde, naar de i tætte Skarer vandrede over Isen, der brast under den betydelige Vægt. Paa levende Fjender fattedes det heller ikke. Den mægtige graa Bjørn er ikke bange for at optage Kampen med den kraftigste Tyr, og Ulven efterstræber de yngre; men den værste Fjende har dog Mennesket været. »I tidligere Dage,« siger Möllhausen, »da Bøffelen paa en vis Maade kunde betragtes som Indianernes Husdyr, bemærkedes der ingen Aftagen i de uoverskuelige Hjorde; tværimod trivedes og formerede de sig paa de yppige Græsgange. Da kom de Hvide til disse Egne. De store, langhaarede Pelse behagede dem, det fede Bøffelkød smagte dem godt, og af begge Dele lovede de sig et rigt Udbytte. Først blev der vakt Begærlighed hos Steppebeboerne efter de Hvides glimrende eller bedøvende Frembringelser, og dernæst blev der budt dem en Spotpris for Jagtudbyttet, hvorpaa Ødelæggelsen begyndte. Tusinder af Bøfler blev fældede alene for lungernes