Dyrenes Liv: I Pattedyr

424 DYRENES LIV Skyld, endnu flere for Pelsens Skyld, og i Løbet af faa Aar var det let kendeligt, at deres Tal begyndte at aftage. For Prærie-Indianeren er Bøffeljagten ikke alene en indbringende Beskæftigelse, men tillige hans største Fornøjelse. Agter haa at overliste en Bøffelhjord, skiller han sig og sin Hest af med alle overflødige Genstande: Klædning og Sadeltøj bliver hjemme; kun en lang Line, flettet af raat Læder, snøres om Hestens Kæbe, kastes over dens Hals og slæber i hele dens Længde hen ad Jorden. Den tjener til at styre med og til lettere paany at faa den løse Hest i sin Magt, dersom den tilfældigvis skulde styrte, eller der skulde indtræffe et andet Uheld. I den venstre Haand holder Jægeren Buen og saa mange Pile, som han bekvemt kan spænde om, og i den højre en tyk Pisk, ved Hjælp af hvilken han driver Hesten ind i den flygtende Hjord. Saa snart Buestrengen klinger, og Pilen trænger ind igennem den krusede Uld, sætter Hesten i mægtige Spring afsted for at undgaa sin rasende Fjendes Horn, og en anden Tyr udkaares nu til Offer. Saaledes farer Jagten som en Stormvind hen over Sletten, indtil Hestens Træthed nøder den vilde Jæger til at betvinge sin umættelige Jagtlyst. De saarede Bøfler har imidlertid fjærnet sig fra Hjorden og ligger udmattede eller døende paa den Vej, hvor den vilde Jagt før susede forbi. Jægerens Kvinder, som har fulgt hans Spor, faar nu travlt med at sønderlemme Byttet og slæbe de bedste Stykker tilligemed Huderne hjem til Familiens Wigwam, hvor Kødet bliver skaaret i tynde Strimler og tørret og Huden garvet paa en ganske simpel Maade. Men ogsaa uden Hest efterstræber Indianeren den vilde Bison. Han binder et Ulveskind om sit Hoved og sit Liv, og idet han skyder Vaabnene frem for sig, kryber han paa Hænder og Fødder i Zigzag løs paa sit Maal, indtil det paa nært Hold lykkes ham at fælde en Bøffel, uden at den øvrige Hjord derved forstyrres i sin Ro. Ikke en Gang Knaldet af Bøssen bortskræmmer disse Dyr, saa længe de ikke med deres fine Lugt vejrer et Menneskes Tilstedeværelse«. De egentlige Okser, til hvilke Tamokserne hører, danner en egen Gruppe; de har en flad, lang Pande og store Horn, som ikke er synderlig tykke ved Roden, og som staar langt tilbage, i Linje med Nakkekammen. De har oftest et temmelig tæt og kort Haar-lag. Denne Slægt eller Gruppe (Bos) omfatter de for den menneskelige Husholdning vigtigste Arter. Dog er der flere, som endnu i det mindste til Dels lever i vild Tilstand. Herhen hører Gayalen (Bos frontalis), som bebor det nordøstlige Bengalens skovrige Højder. Den er en velbygget Okse af 3,6 M. Længde og en Skulderhøjde af 1,6 M. Det mest paafaldende ved Dyret er dets mægtige Pande, af hvilken det har faaet sit latinske Navn. Hornene er forholdsvis korte og ved Roden meget tykke. Haar-laget er temmelig kort og tæt og Farven sort med graat Pandehaar.