Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 457 ind under dem. Biklovene rækker ned til Jorden, og under Gangen høres en lignende Klapren soin hos Elgen. Rensdyrets Pels er tykkere end nogen anden Hjorts, og foran paa Halsen er der en Manke, som undertiden strækker sig helt ned paa Brystet. Om Vinteren bliver Haarene overalt indtil 6 Ctm. lange; de sidder meget tæt og danner et Lag af i det mindste 4 Ctm.s Tykkelse, hvad der gør det forklarligt, at Rensdyret med Lethed kan taale en betydelig Kulde. De vilde Rener fælder to Gange om Aaret og skifter tillige Farve. I Begyndelsen af Foraaret tabes det lange Vinterhaar og erstattes af et kort, ensfarvet, graat Haarlag; der vokser nu efterhaanden andre Haar frem, hvis hvide Spidser mere og mere forlrænger det graa Haar, indtil hele Dyret bliver hvidgraat og faar en skuffende Lighed med Farven af smeltet og noget smudsig Sne. Af de tamme Rensdyr beholder mange den brune Farve og har om Vinteren kun noget længere Haar end i Sommertiden. Det høje Norden i den gamle og den nye Verden er Rensdyrets Hjem, forsaavidt man henregner den amerikanske Ren til den her omhandlede Art. Det findes i alle Lande Nord for den 60de Breddegrad. men er i mange udbredt helt ned til den 52de Grad n. Br. I vild Tilstand træffes det endnu paa Højnordens Bjærge, navnlig i Lapland og Finland, samt i hele det nordlige Sibirien, i Grønland og paa de nordligste Bjærge af Amerikas Fastland. I Norge findes det endnu paa Højbjærgene og de med disse i Forbindelse staaende Bjærgstrækninger. Rensdyret er ægte Højfjældsdyr ligesom Gemsen og forekommer kun paa de træløse, med Mos og nogle faa Alpe-planter bevoksede, brede Rygge af de nordiske Bjærge. Det stiger aldrig ned i Skovbællet og skyr overhovedet alle Skove. I Norge opholder det sig sædvanligvis i en Højde af 1000—2000 M. over Havet. Skaldede Bjærgsletter, mellem hvis Stenblokke der gror enkelte Planter, eller vidtstrakte Klippeflader, som er tyndt over-trukne med Rensdyrlav, maa betragtes som dette Vildts egentlige Opholdssted, og kun naar det strejfer fra det ene Højdedrag til det andet, traver det hen over de moseagtige Dalstrøg; men ogsaa paa disse Strejftog holder det sig borte fra Skoven. I Sibirien foretager det store, regelmæssige Vandringer. »Mod Slutningen af Maj,« »siger Wrangel, — »forlader det vilde Rensdyr i store Hjorde Skovene, i hvilke det om Vinteren søger Ly i den strænge Kulde, og drager til nordligere Sletter, dels fordi det der finder mere Mos, og dels for at undgaa de Fluer og Myg, som i Begyndelsen af Foraaret i uhyre Sværme formørker Luften. Paa denne Aarstid er Rensdyrene magre og helt bedækkede med Bylder og Saar af Insektstik; men i August og September, naar Dyrene fra Sletten vender tilbage til Skovene, er de sunde og velnærede og afgiver en kraftig Spise. Den Vej, de følger paa deres Vandringer er uforanderlig den samme, og paa de Steder, hvor de sætter over Floderne, er hele Vandfladen bedækket med svømmende Dyr.« I Sibirien saa