Dyrenes Liv: I Pattedyr

458 DYBENES LIV Wrangel to uoverskuelige Hjorde af bortdragende Rensdyr, der med deres høje Takker tog sig ud som vandrendeSkove. Hvert af disse fog var et Par Timer om at komme forbi. I Norge drager de i Myggetiden blot højere op til Isbræerne og Snemarkerne, og om Efteraaret, Vinteren og Foraaret kommer de længere ned paa Bjærgene. Rensdyrene egner sig fortrinligt til at bebo nordligere Lande, der om Sommeren er saa godt som et eneste Morads og om Vinteren en eneste Snemark. Deres brede Klove gør det muligt for dem lige saavel at gaa hen over Mosegrund og Snelag som at klavre om paa Skrænterne. Renens Gang er temmelig hurtigt Skridt eller et raskt Trav. At svømme falder Dyret meget let, og Lapperne driver hele Hjorde ud i Fjordene for at lade dem sætte over fra den ene 0 til den anden. Alle Rensdyrets Sanser er skarpe, og alle Jægere tilskriver det en stor Klogskab, ja endog en vis Snedighed. Overfor andre Dyr viser Renerne sig ikke sky; de kommer tillidsfuldt hen til Køer og Heste, som græsser paa Højderne, og slutter sig gerne til tamme Rener, uagtet de vel ved, at de ikke har at gøre med deres Lige. Den store Frygt for Mennesket synes saaledes at være et Resultat af Erfaring, og man kan derfor ikke frakende dem en temmelig høj Grad af Kløgt. Det vilde Rensdyr lever om Sommeren helst af saftige Alpeplanter; om Vinteren udgraver det med sine Klove, aldrig med Takkerne, Rensdyrmos og nipper forskellige Lavarter af Stenene; ogsaa paa denne Aarstid holder det sig i Norge borte fra Skoven, men stiger oftere ned til Moserne for at æde af de der voksende Urter. I Morgen- og Aftentimerne græsser det ivrigst, hvorimod det om Middagen ligger og tygger Drøv, helst paa Sne eller Is. I Norge falder Rensdyrets Brunsttid i Slutningen af September, og midt i April føder Hunnen, efter at have gaaet drægtig i 30 Uger, sin Kalv. Vilde Rensdyr føder aldrig mere end én Kalv. Det er en smuk lille Skabning, som Moderen viser megen Ømhed og længe giver Die. Rensdyrene vaager saa ængsteligt over deres egen og hele Flokkens Sikkerhed, at Føreren altid bliver staaende for at spejde, om end hele den øvrige Hjord ligger og tygger Drøv; vil han selv hvile sig, rejser en anden gammel Ren sig straks og tager Vagten. Der maa en lidenskabelig Jæger eller en ivrig Forsker til for at anstille Jagt paa den vilde Ren. Denne Jagt kræver navnlig et stærkt Bryst, som timevis kan taale den uafladelige Stigen op og ned. For at kunne nærme sig en græssende Flok, gælder det desuden om at undgaa enhver rask Bevægelse. For saa meget som muligt at nærme sig Flokken kryber Jægeren henad Jorden, og han er meget glad, naar han kan komme den nærmere end 200 Skridt. Han lægger besindig an paa en Sten, giver sig god Tid til at tage Sigte og fyrer paa den bedste Rentyr i Flokken. Hjorden