Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 459 bliver saa bestyrtet over det første Skud, at den endnu en Tid lang bliver staaende som forstenet af lutter Forbavselse. Derfor gaar de norske Jægere selvanden eller tre og fire i Forening paa Jagt, sniger sig paa én Gang bag paa en Flok, sigter efter Aftale paa bestemte Dyr og lader en skyde først, hvorpaa de andre ligeledes fyrer. »Jukagirerne og de øvrige Beboere af Egnen langs med Aniui-floden i Sibirien,« siger Wrangel, »er aldeles afhængige af Rensdyret, der her ligesom i Lapland næsten udelukkende yder Stof til Føde, Klæder, Køretøj og Bolig. Rensdyrjagten afgør, om der skal herske Hungersnød eller Overflod, og den Tid, paa hvilken Rensdyrjagterne foregaar, er derfor det vigtigste Afsnit af Aaret. Naar Dyrene kommer til Floderne og belaver sig paa at svømme over dem, styrter Jægerne i deres srnaa Baade rask frem fra Buske, Stenblokke o. s. v., hvor de har holdt sig skjulte, omringer Toget og søger at opholde det, imedens to eller tre af de behændigste blandt dem, væbnede med korte Spyd, trænger ind i den svømmende Flok og hurtigt dræber en stor Mængde Dyr eller saarer dem saa haardt, at de falder i Hænderne paa de ved Bredden ventende Koner, Piger og Børn. Jagten er forøvrigt forbunden med ikke ringe Fare. I den overordentlige Trængsel af de tæt svømmende Dyr er den lette Baad hvert Øjeblik udsat for at kæntre; Hannerne forsvarer sig desuden med Takker og Tænder, og Hunnerne springer med Forløbene op paa Rælingen af Baadene og bringer dem paa denne Maade let til at kæntre. Lykkes dette, er det sædvanligvis ude med Jægeren, fordi det næsten er en Umulighed for ham at arbejde sig ud af den tætte Vrimmel.» Paa samme Maade jager Indianerne i Nordamerika Rensdyret. Den farligste af Rensdyrets Fjender er Ulven; den holder sig altid i Nærheden af Flokken, men huserer dog værst om Vinteren. Ogsaa Jærven efterstræber ivrigt Rensdyrene; Lossen er ligeledes meget farlig for dem, og selv Bjørnen røver mange af de stakkels Dyr. Til Renens værste Fjender hører fremdeles tre Insekter, nemlig en Art Moskitoer og to forskellige Bremser. Det er Myggene, der bringer Rensdyrene til at vandre; men endnu værre pines de dog af Bremserne, hvoraf den ene Art lægger sine Æg paa Rensdyrets Ryg, den anden i dets Næsebor. For saadanne af Bremser pinte Rensdyr viser de graa Krager og den gule Vipstjært sig som velgørende Venner. De sætter sig paa Ryggen af de stakkels Dyr og trækker Maddikerne frem af Bylderne; Rensdyrene forstaar godt, hvilken Tjeneste Fuglene viser dem, og tager sig vel i Agt for at forstyrre dem. Den, der ejer Rensdyr i Hundredevis, staar efter Lappernes Begreber paa Højdepunktet af menneskelig Lyksalighed. Enkelte Lapper besidder 2—3000 Individer, de fleste i det højeste henved 500. Mange Slags Sygdomme anretter ofte betydelige Ødelæggelser iblandt Rensdyrene, og det barske Klima bidrager sit til, at Rensdyr-