Dyrenes Liv: I Pattedyr

460 DYRENES LIV hjordene ikke forøges i saa høj Grad, som man skulde vente det efter Dyrenes Frugtbarhed. I Lapland benyttes Rensdyrene især som Trækdyr, da de paa Grund af deres svage Kryds ikke egner sig til Lastdyr. Tunguserne og Korækerne rider imidlertid paa de stærkere Rentyre, idet de lægger Sadlen lige over Skulderbladene. Alle Forsøg paa at forplante Renen til sydligere Egne er hidtil strandede; dog er der næppe nogen Tvivl om, at den maatte kunne trives paa Alperne og lignende Højfjælde. Nærmest til Rensdyret slutter sig Daadyret (Dama vulgaris), som kendes paa, at Takkerne nedentil er trinde med to Grene og oventil skovldannet fladtrykte med »Ender« paa Randen. Daavildtet foretrækker de varmt tempererede Egne, men nu til Dags er dette smukke Vildt maaske hyppigere i vore Dyrehaver end i Spanien, Frankrig og Italien; mest almindeligt turde det være i England, hvor det i stor Mængde opdrættes i Godsejernes Parker. Daadyret er betydelig mindre end Kronhjorten, og det adskiller sig fra den ved at have kortere Ben og svagere Løb, en forholdsvis tykkere Krop, kortere Hals, kortere Ører og en længere Hale. Farven varierer meget saa vel efter Aarstid som efter Alder. Ganske hvide Varieteter, som beholder denne Farve hele Aaret rundt, er ikke ualmindelige. Mange Daahjorte har som unge en gulagtig Farve; ganske sorte er derimod sjældne. I Henseende til Gang og Levemaade har Daadyret megen Lighed med Kronhjorten. Begge Dyrs Sanser er lige udviklede, og i Hurtighed og Behændighed giver Daadyret ikke Kronhjorten synderligt efter. Det traver med Lethed og sætter over 2 Meter høje Hegn. I Nødstilfælde svømmer det ogsaa godt. Dets Føde er den samme som Kronhjortens; dog gør Daadyret mere Skade paa Barken end denne. Mærkeligt er det, at Daavildtet undertiden æder giftige Planter, som bevirker dets Død. Daavildtet forlader kun meget nødigt sit Opholdssted. Det lever i større eller mindre Flokke, som bliver talrigere før Brunsttiden, der indtræder i Oktober, og efter den atter fordeler sig. Otte Maaneder efter Parringen, sædvanligvis i Juni eller Juli, føder Daaen én, sjældnere to, Kalve. Kalven er i de første Dage meget ubehjælpsom og maa derfor omhyggeligt plejes og beskyttes af de gamle. Mindre Rovdyr driver Moderen bort ved Slag med Forløbene; større Rovdyr søger den at lokke bort fra det Sted, hvor dens Afkom er skjult. Først i det femte Aar begynder Takkerne at blive skovlformede; derefter tiltager de i Størrelse og faar flere og flere Ender i Randen. Hos Hjortene i snævreste Forstand (Cervas) er Takkernes Grene trinde, og af de mere eller mindre talrige Ender er i det mindste tre rettede fremefter. Hos gamle Hanner (sjældnere hos gamle Hunner) træder Hjørnetænderne i Overkæben langt frem over de andre.