Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 461 En af de stateligste Former i denne Gruppe er Kronhjorten (Cervus elaphus), hvis Længde udgør noget over 2 M., medens Skulderhøjden beløber sig til 1,5 M. Dens Takker er opretstaaende og grenede med mange Ender; de er overalt trinde og forsynede med Længdefurer, imellem hvilke der i Nærheden af Roden danner sig aflange eller runde Knuder. Spidsen af Enderne er glat. Kroppen bæres af middellange, slanke, men kraftige Ben, og Tæerne omsluttes af spidse og smalle Klove. Om Sommeren bliver Haar-laget tyndere og kortere, om Vinteren tættere og længere; fortil er det ofte betydelig forlænget. Kronvildtets Farve varierer efter Aars-tid, Alder og Køn. Om Vinteren er Dækhaarene graabrune, om Krondyr. Raadyr. Daadyr. Sommeren rødbrune; Uldhaarene er askegraa med brunlig Spids. Kalvene har i de første Maaneder hvide Pletter paa x-ødbrun Grund. Der forekommer forøvrigt mange Farvevarieteter. Da Kronhjorten er Jægerens kæreste Vildt, er det intet Under, at Jagtsproget har særegne Udtryk for alle dens Legemsdele, for enhver af dens Bevægelser o. s. v. Kronvildtets Han hedder Kronhjort, Hunnen Kronhind og Ungen Kalv, efter Kønnet Hj orte-eller D y re k a 1 v. Hjortekalven kaldes, naar den har fyldt sit første Aar, Spidshjort, naar den er to Aar gammel, Gaffelhjort, i en Alder af tre Aar en Seksender o. s. v. efter Antallet af Ender paa Takkerne. Først naar Hjorten har 12 Ender, anses det for rigtigt at jage den.